Skip to main content
16. marts 2026

29 Aarhus-elever klar til finalen i Unge Forskere – Egå Gymnasium sender rekordmange

Aarhus-elever satte i den forgangne uge markant aftryk på semifinalerne i talentkonkurrencen Unge Forskere.

Af: Unge Forskere | Foto: Unge Forskere
PRESSEMEDDELELSE

Ikke færre end 15 projekter fra Egå Gymnasium kvalificerede sig til den nationale finale i Unge Forskere, der finder sted den 26.-28. april i Odense Congress Center. Det er det højeste antal finaleprojekter fra én skole ved årets semifinaler. Også elever fra Risskov Skole og Aarhus Gymnasium er blandt finalisterne.

I alt 29 elever fra Aarhus-området er dermed klar til finalen i Unge Forskere 2026. Her skal eleverne fra Aarhus dyste mod finalister fra grundskoler og gymnasier i hele landet i både junior- og seniorkategorien.

Hverdagsnære udfordringer

Samtlige projekter udspringer af elevernes egne idéer og spænder fra hverdagsnære problemstillinger til større samfundsudfordringer inden for blandt andet sundhed, teknologi og miljø.

Særligt én historie skiller sig ud: To søskende fra Aarhus har begge sikret sig en plads i finalen – i hver deres alderskategori.

12-årige Erdem Efe Topçu fra 6. klasse på Risskov Skole er gået videre til finalen i juniorkategorien med projektet ’Svin på kur?’. Erdem har undersøgt, om enzymet cellulase kan hjælpe grise med at få mere energi ud af deres foder.

Idéen er, at enzymet kan nedbryde fibre i foderet, så grisene udnytter næringen bedre og dermed kan klare sig med mindre foder uden at gå på kompromis med vækst og sundhed.

Hans 17-årige storesøster Defne Topçu fra 2.g på Egå Gymnasium kvalificerede sig til finalen i seniorkategorien med projektet ’Out-of-Hospital Cardiac Arrest: Diagnostic Challenges and Physiological Insights’.

Defne har undersøgt, hvordan et kontinuerligt monitoreringssystem kan registrere farlige hjerterytmeforstyrrelser og automatisk alarmere hjælp ved hjertestop uden for hospitalet – især i situationer, hvor ingen er til stede til at reagere.

Støj, parakitter og tamponer

Flere projekter fra Egå Gymnasium har også sikret sig finalepladser.

18-årige Gustav Jensenius Kronborg og 17-årige Asta Arent Lund fra 2.g er blandt finalisterne med projektet ’Reducering af støj ved qubits ved hjælp af gates’.

De har undersøgt, hvordan støj påvirker qubits i kvantecomputere, og om den kan reduceres ved hjælp af logic gates. Ved hjælp af simuleringer i Python har de analyseret, hvordan forskellige kredsløb kan mindske støj og dermed forbedre qubits’ levetid og funktion.

17-årige William Arne Balsby-Rolighed fra 2.g er også klar til finalen med projektet ’Fission-fusion flokdynamikker hos elfenbensparakitten’.

Med udgangspunkt i feltarbejde i Costa Rica har han undersøgt, hvorfor elfenbensparakitter lever i såkaldte fission-fusion-flokke, hvor grupper hele tiden deler sig og samles igen.

19-årige Freya Sofie Hansen, 17-årige Jessica Phuong Uyen Phan og 18-årige Liv Hove Mejnertsen fra 2.g har kvalificeret sig til finalen med projektet ’Det oversete sundhedsproblem: Metaller i tamponer’.

I deres kemiske forsøg har de testet forskellige tamponprodukter og fundet reaktioner, der tyder på forekomst af metaller i nogle af dem.

18-årige Alfred Hemmingsen-Kragelund fra 2.g er gået videre med projektet ’Fremtidens vejbelysning’.

I et eksperiment med bananfluer har han undersøgt, hvordan moderne LED-gadebelysning påvirker dyrs døgnrytme. Resultaterne viser, at blåt lys forstyrrer døgnrytmen hos dyrene markant mere end rødt lys.

18-årige Nikoline Holmen Møller fra 2.g er blandt finalisterne med projektet ’Sammenhæng mellem serotonin og depression’.

Hun har undersøgt, hvordan signalstoffet serotonin hænger sammen med humørsvingninger som ved depression – blandt andet med fokus på om serotoninbalancen kan påvirkes gennem kosten.

Med projektet ’AI Affaldsjæger’ har 17-årige Mathias Simonsen sikret sig en plads i finalen. Han har udviklet en prototype på et billigt robotsystem, der ved hjælp af kunstig intelligens kan identificere, navigere hen til og opsamle affald i naturen.

Aline Lykke-Hartmann, Clara Birkedal og Louise Valentine Poulsen fra 2.g kvalificerede sig også til finalen med projektet ’B12-Sensor’.

De har undersøgt, hvordan man kan udvikle en hurtig og effektiv sensor til måling af B12-vitamin i blodprøver ved hjælp af optiske metoder som infrarød spektroskopi og spektrofotometri.

Emma Christie Petersen, Julia Slawinska og Vega Cecilie Sangild Thimmer fra 2.g er gået videre til finalen med projektet ’Akne: Barrier Detox’.

De har undersøgt forskellige biologiske og kemiske faktorer bag akne og testet mulige behandlinger med færre bivirkninger end traditionelle medicinske løsninger.

17-årige Anna-Victoria Nørgaard Essenbæk fra 2.g er blandt finalisterne med projektet ’Det usynlige samspil: En undersøgelse af sammenhængen mellem colitis ulcerosa og udviklingen af depression og angst’.

Hun har set nærmere på, om der kan være en fysiologisk forbindelse mellem tarmsygdommen colitis ulcerosa og udviklingen af depression og angst.

16-årige Gustav Kvist Kalmar fra 1.g har også kvalificeret sig til finalen med projektet ’Machine learning driven prognostic tool for identifying Chronic Thromboembolic Pulmonary Hypertension patients with insufficient effect of Pulmonary Thromboendarterectomy’.

Han arbejder med at udvikle en maskinlæringsmodel, der kan forudsige, hvilke patienter med kroniske blodpropper i lungerne der ikke vil have gavn af en omfattende operation.

17-årige Rebecca Sara Naebi Bjerrum fra 2.g er gået videre med projektet ’Effekten af TAVI-klappens implantationshøjde på hæmodynamikken’. Hun har undersøgt, hvordan placeringen af en kunstig hjerteklap ændrer blodets strømning i hjertet og dermed kan have betydning for risikoen for komplikationer efter operationen.

I projektet ’Mycelium som fugtregulerende materiale’ er Alma Østergaard Christensen og Ellen Raaby Brønden fra 1.g blandt finalisterne.

De har undersøgt, om svampemycelium kan bruges som et fugtregulerende materiale i bygninger og dermed bidrage til et bedre indeklima.

19-årige Regitze Engslund Mikkelsen og 18-årige Amalie Skov Jensen fra 2.g har kvalificeret sig til finalen med projektet ’PFAS-destruktion via industrielle glasovne’.

De har undersøgt, om de høje temperaturer i glasindustrien kan udnyttes til at nedbryde de såkaldte evighedskemikalier PFAS i drikkevand.

Tandpasta til kvinder

Fra Aarhus Gymnasium er også et projekt blandt finalisterne.

18-årige Brianna Tøt, Helena H. Zamastil og Julie L. Lolck fra 2.g er gået videre til finalen med projektet ’Tandpasta til kvinder’. De har undersøgt, om tandpasta kan udvikles specifikt til kvinder.

Baggrunden er, at kvinders spyt generelt har en lavere pH-værdi end mænds, og i projektet har de arbejdet med at udvikle en tandpasta, der kan hjælpe med at neutralisere pH-værdien i munden og dermed skabe et mere stabilt oralt miljø.

Pengepræmier på spil i finalen

Eleverne fra Aarhus vil nu bruge de kommende uger på at videreudvikle deres projekter frem mod finalen. Her vil en fagjury bedømme projekterne på idé, naturvidenskabelig arbejdsmetode og elevernes evne til at formidle deres forskning.

Til finalen er titlen som Årets Unge Forsker 2026 på spil, og der er samlede præmier på over 300.000 kr.

Jeg er virkelig imponeret over iderigdommen ved årets semifinaler. Eleverne har identificeret konkrete problemer, undersøgt dem grundigt og omsat deres viden til løsninger, der kan gøre en reel forskel. Det er, hvad der sker, når vi giver eleverne plads til at forfølge deres egen nysgerrighed. Det er inspirerende, og det vækker håb, siger Katrine Bruhn Holck, programleder for Unge Forskere i Astra.