Skip to main content
12. maj 2025

3 unge studerende vil cykle Jylland Rundt til fordel for Børnecancerfonden

Den 18. juni vil de tre venner Lasse, Theis og Henrik, som kender hinanden fra Aarhus Universitet, cykle hele Jylland Rundt på bare 7 dage. Det er lige lidt over 200 km pr dag. Formålet? At samle penge ind til Børnecancerfonden.

Af: Jylland Rundt på cykel 2025 | Foto: Jylland Rundt på cykel 2025
PRESSEMEDDELELSE

Da de tre studiekammerater, Lasse, Theis og Henrik, læste op til eksamen i juni 2024 på ingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet, mistede eksamenslæsningen med ét pludseligt langt størstedelen af sin betydning.

Henriks 8-årige nevø tabte nemlig kampen til kræft, efter et liv, som havde været præget af et 7 år langt kræftforløb. Det satte naturligvis tingene i perspektiv for de tre kammerater, hvor Henrik nu især havde sit fokus et andet sted:

Henrik skulle til begravelse, så vi mødte tidligere ind, lavede lidt ekstra arbejde og tilrettelagde det hele, så det kunne give mening for Henrik, men det er altid svært at vide, hvordan man hjælper på den bedste måde i sådan en situation, fortæller Theis Solgaard

Derfor har de tre venner besluttet sig for at cykle Jylland Rundt i juni 2025, et år efter at Henrik mistede sin nevø.

Indsamling til Børnecancerfonden

Under turen vil de samle penge ind til Børnecancerfonden, gennem Henriks igangværende indsamling i forbindelse med Ironman i København 2025. Målet er at samle 50.000 kr ind til Børnecancerfonden.

Det føles helt rigtigt, at kunne være med til at gøre noget, som man ved giver mening og hjælper i rigtig mange familier. Og så synes jeg samtidig at det er et stærkt minde om Zakarias og alle andre som har kæmpet med kræft, uddyber Henrik Tønning

De starter cykelturen fra Aarhus ved Flâneur den 18. juni og forventer at have været hele vejen rundt, godt og vel 1400 km, den 25. juni i Aarhus.

Allerede nu støtter mange virksomheder og privatpersoner op om indsamlingen, men håbet er selvfølgelig at endnu flere vil bakke op.