22. juni 2026

|

Pressemeddelelse

50.000 kr. fra LB Foreningen skal åbne fritidsfællesskaber for flere børn i Aarhus

Flere børn i Aarhus skal have adgang til fritidsfællesskaber. LB Foreningen i Region Midtjylland donerer 50.000 kr. til BROEN Aarhus for at støtte udsatte børn i foreningslivet.

50.000 kr. fra LB Foreningen skal åbne fritidsfællesskaber for flere børn i Aarhus
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Støtten går til projektet “Fællesskab for alle - lokal støtte til børns deltagelse i fritidsfællesskaber i Aarhus Kommune”, der hjælper børn i alderen 6–16 år med blandt andet kontingenter, nødvendigt udstyr og en god opstart i fritidsaktiviteter som idræt, spejder og andre foreningsbaserede tilbud.

Vi ved, hvor stor betydning det har for børn at være en del af et fællesskab. Med denne støtte kan vi konkret hjælpe børn ind i aktiviteter, hvor de oplever glæde, tilhørsforhold og udvikling. Det er en investering i både det enkelte barns trivsel og i stærkere lokalsamfund, siger Jesper Steffensen fra BROEN Danmark Aarhus.

Broen Aarhus er en nystartet lokalafdeling af Broen Danmark. Det bæres af frivillige kræfter, som i tæt samarbejde med skoler, foreninger og netværk identificerer børn, der har brug for en håndsrækning. Midlerne går ubeskåret til børnene og deres deltagelse i aktiviteterne.

Alle børn fortjener et fritidsfællesskab

Hos LB Foreningen er der stor opbakning til initiativer, der styrker fællesskaber for børn og unge:

Alle børn fortjener muligheden for at være med i et fritidsfællesskab. BROEN Danmark Aarhus gør en konkret forskel ved at fjerne de økonomiske barrierer, der ellers kan stå i vejen. Vi er glade for at kunne bidrage til en indsats, der er så lokalt forankret og samtidig har et stort potentiale for positiv effekt, siger Bodil M. Jensen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Midtjylland.

Med opstartsbevillingen kan BROEN Aarhus sætte gang i de første aktiviteter og over tid hjælpe op mod 50–60 børn ind i meningsfulde fritidsfællesskaber.

Sammen med pengene modtager Broen Aarhus også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummeret og signeret af kunstneren selv.

OM BROEN AARHUS

BROEN har som formål at støtte udsatte børn med sportskontingenter, sportsudstyr og hjælp til transport til og fra sport eller andre fritidsaktiviteter, så de på lige fod med alle andre børn har mulighed for at dyrke fritidsinteresser. Vi skaffer midler ved at søge fonde, puljer og private, og vi støtter børnene gennem et samarbejde med sagsbehandlere, sundhedsplejersker, SSP, lærere, pædagoger og andre, der har daglig omgang med børn og unge.

OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.

OM LB FORENINGEN REGION MIDTJYLLAND

LB Foreningen i Region Midtjylland repræsenteres af 12 delegerede, der er valgt blandt de ca. 120.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Midtjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

Event Information