Skip to main content
5. januar 2026

Aarhus Havn forventer rekordmange krydstogtskibe i 2026

73 krydstogtskibe forventes at besøge Aarhus i 2026 med op mod 257.000 gæster og besætningsmedlemmer ombord. Det er ny rekord. For første gang nogensinde får Aarhus også besøg af krydstogtgæster i alle årets 12 måneder.

Af: Aarhus Havn | Foto: Ritzau/Aarhus Havn
PRESSEMEDDELELSE

Inden årets rekordsæson for krydstogt i Aarhus er omme, står det allerede klart, at 2026 igen vil byde på rekordmange krydstogtskibe til Smilets By.

Hele 73 krydstogtskibe planlægger at lægge til kaj i Aarhus i 2026 mod de 61 krydstogtskibe, der besøger Aarhus i år.

Det betyder, at der forventes at komme op mod 257.000 gæster og besætningsmedlemmer, som ofte går i land for at tage ud at spise, shoppe eller opleve Aarhus og hele den østjyske region.

Vi oplever en stigende interesse for Aarhus som krydstogtdestination. Det er et vigtigt forretningsområde for os, som vi arbejder målrettet med, og derfor glæder jeg mig over, at vi i 2026 kan tage imod endnu flere krydstogtskibe og gæster. Det er godt for erhvervslivet i Aarhus og hele regionen, siger Aarhus Havns CEO Thomas Haber Borch.

For første gang nogensinde kommer der som minimum ét krydstogtskib til Aarhus i alle årets 12 måneder.

Flere krydstogtskibe på landstrøm

Aarhus Havn forventer, at op mod 85 procent af skibene, der anløber krydstogtkajen i 2026, benytter havnens landstrømsanlæg.

Der er en stor velvilje blandt rederierne til at bruge landstrøm, når det er muligt, og det kan vi også se i tallene, hvor flere og flere kobler sig på strømmen. Når skibene slukker deres dieselgeneratorer og i stedet forsyner sig med strøm, reducerer vi partikelforureningen og fjerner støjen fra motorerne til gavn for både aarhusianerne og gæsterne, siger Thomas Haber Borch.

Aarhus Havn indførte i 2024 en grøn afgift, som gør det dyrere for krydstogtskibene at fravælge landstrømmen. Det betyder en ekstra afgift på op til 80.000 kroner til de skibe, der anløber krydstogtkajen og ikke kobler sig på landstrøm.

Aarhus er for de 73 krydstogtskibe primært en destination på ruter, der sejler i Baltikum, længere op i Nordeuropa og helt op til Færøerne, Island og Grønland.

Årlige antal krydstogtanløb i Aarhus  
Årstal   Krydstogtanløb
2016   31 anløb
2017   36 anløb
2018   42 anløb
2019   32 anløb
2020   0 anløb (Covid-19-pandemien)
2021   1 anløb (Covid-19-pandemien)
2022   64 anløb
2023   66 anløb
2024   61 anløb
2025   61 anløb
2026   73 anløb (forventet)