Aarhus Kommune hopper et pænt stykke op i DI's store undersøgelse Lokal Erhvervslivhed 2026. Fremgangen skyldes især kommunens indsats på klimaområdet. Virksomhederne belønner kommunens arbejde for at gøre det lettere at drive virksomhed klimavenligt, samtidig med at en større del af energiforbruget dækkes af vedvarende energi, og de kommunale bygninger opnår bedre energimærkninger.
Den grønne omstilling er et område, hvor Aarhus flytter sig i den rigtige retning. Det skal kommunen have ros for. Det viser, at kommunen kan skabe resultater, når der arbejdes målrettet med energi, klima og den grønne udvikling af byen, siger Anders Strange, bestyrelsesleder for DI Østjylland.
Samtidig viser undersøgelsen, at Aarhus-virksomhedernes samlede oplevelse af erhvervsvenligheden er stort set uændret, mens dialogen mellem erhvervsliv og kommune vurderes lidt lavere end sidste år.
Aarhus har alle forudsætninger for at ligge blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner. Derfor bør ambitionerne også være høje. Virksomhederne efterspørger fortsat større forståelse for de vilkår, de arbejder under hver dag, siger Anders Strange.
Mange virksomheder oplevede byrådets beslutning om at fastholde dækningsafgiften som et brud på en mangeårig aftale, og den slags påvirker naturligvis tilliden mellem kommune og erhvervsliv. Omvendt er der nu skabt klarhed om de kommende års planer, så virksomhederne ved, hvad de skal forholde sig til, siger Anders Strange.
Virksomhederne peger fortsat på mobilitet som en udfordring. Her spiller de senere års trafikomlægninger og de omfattende forberedelser til store infrastrukturprojekter som Marselis-forbindelsen sandsynligvis en rolle. På længere sigt forventes projekterne at forbedre fremkommeligheden for både borgere og erhvervsliv.
Vi har med tilfredshed konstateret, at “fremkommelighed” nu er kommet med i den store mobilitetsplan. Det er et vigtigt signal fra det nye byråd, som vi nu håber slår igennem i de praktiske planer, siger Anders Strange.
Aarhus Kommune får anerkendelse for hurtig og professionel byggesagsbehandling. Til gengæld vurderer virksomhederne fortsat, at hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning kan styrkes, blandt andet fordi store udviklingsprojekter ofte strækker sig over mange år og kan skabe usikkerhed om fremtidige rammer.
Det er positivt, at virksomhederne oplever en effektiv behandling af byggesager. Det er ikke kommet af sig selv, men udtryk for et langt sejt træk, hvor tingene er sat mere i system, og forhåndsdialog mellem kommune og erhvervsliv løser mange praktiske ting, siger Anders Strange.
Dyk ned i alle resultater for Aarhus Kommune her:
Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2026
-
Aarhus placerer sig som nummer 63 i Lokal Erhvervsvenlighed 2026 mod nummer 72 i 2025.
-
407 virksomheder har deltaget i undersøgelsen.
-
Aarhus forbedrer placeringen i kategorien Infrastruktur og energi fra nummer 33 til nummer 22.
-
Virksomhedernes vurdering af kommunens indsats for at gøre det lettere at drive virksomhed klimavenligt forbedres markant fra en placering som nummer 70 til nummer 49.
-
Dialogen mellem erhvervsliv og kommune falder fra en placering som nummer 77 til nummer 81.
-
Aarhus placerer sig som nummer 11 i kategorien Uddannelse og arbejdskraft.
-
Aarhus Kommunes indsats for at sikre god mobilitet bliver i år placeret som nummer 89
