14. august 2026

|

Pressemeddelelse

Aarhus Syd Motorvejen får ny asfalt ved Hasselager

Tirsdag 18. august begynder Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager.

Aarhus Syd Motorvejen får ny asfalt ved Hasselager
Af: Vejdirektoratet | Foto: Vejdirektoratet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fra tirsdag 18. august og omkring to uger bliver der udført vejarbejde på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til udskiftning. Arbejdet finder sted i nordgående retning mellem Motorvejskryds Aarhus Syd og rampeanlæg 2 Hasselager Ø.

Arbejdet bliver udført som aften- og natarbejde mellem kl. 17.30 og 6.30 af hensyn til trafikanterne.

Sådan foregår arbejdet

Først bliver den gamle belægning affræset, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne

Information til trafikanterne

Arbejdet får følgende konsekvenser for trafikanterne:

  • Ved aften- og natarbejdet spærres Aarhus Syd Motorvejen i nordgående retning ved Motorvejskryds Aarhus S, hvor trafikken mod Aarhus C vil blive ledet ad Østjyske Motorvej til Motorvejskryds Aarhus V. Herfra ledes trafikken tilbage til rampeanlæg 49 Aarhus S og derfra ad Genvejen retur til Aarhus Syd Motorvejen via rampeanlæg 2 Hasselager.
  • Fra- og tilkørselsramperne ved rampeanlæg 1 Hasselager V i nordgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne.
  • Frakørselsrampen ved rampeanlæg 2 Hasselager Ø i nordgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne.

I forbindelse med spærring af ramper og motorvej vil der være skiltet med omkørsel.

Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne grundet omkørslen vil få en forlænget rejsetid.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Nøgleord
Trafik & transport
Event Information