
Gymnastik i verdensklasse, spektakulære spring, rytmisk dans og store smil kommer til at fylde Vejlby-Risskov Hallen, når 28 af Danmarks bedste gymnaster optræder for allerførste gang på deres Take Off-turné.
Med på holdet er Anna-Line, der for blot tre måneder siden færdiggjorde sin uddannelse til lærer på VIA University College i Aarhus. Ved siden af studiet har hun formået at holde fast i gymnastikken hos både lokale Højbjerg Gymnastikforening, Aarhus Studenter Gymnastik & Fitness og DGI Østjylland – og nu skal hun optræde i Smilets By med nogle af landets bedste gymnaster.
Jeg glæder mig særligt til, at vi kommer forbi Aarhus på vores Take Off-turné. Jeg flyttede til byen i sommeren 2021 for at læse til lærer på VIA University College og var dengang spændt på, hvordan jeg kunne få studiet og gymnastikken til at gå hånd i hånd. Det viste sig at være let, da byen samler så mange unge gymnaster fra hele landet. Det er også særligt, når vi mødes i hallerne, fordi vi blander vores forskellige måder at lave gymnastik på. På den måde får man prøvet nye måder at udtrykke sig med kroppen og bliver inspireret af de metoder, som folk har taget med sig fra deres lokale foreninger hjemmefra, fortæller Anna-Line Birkelund Stamp, gymnast på DGI Verdensholdet.
Besøget i Aarhus er en af de 14 store opvisninger rundt om i landet på DGI Verdensholdets Take Off-turné. Er man heldig at have fået en billet, byder CORE på en rejse mod det holistisk følende menneske og hvordan vi oplever, sanser og tilpasser os.
CORE vil vise universer af følelser som glæde, vrede, kærlighed, melankoli, passion og nysgerrighed. Det bliver gymnastik for hele familien og et festfyrværkeri af bevægelse, musik og følelser.
Drøm der går i opfyldelse
Siden februar har DGI Verdensholdets gymnaster arbejdet med at gøre klar til turnéen i Danmark og den store rejse rundt i verden som ambassadører for dansk gymnastik og foreningsliv. For Anna-Line Birkelund Stamp er det en drøm som går i opfyldelse og derfor er hun stolt af at skulle ud at optræde og vise fyldte haller i hele Danmark resultatet af det hårde arbejde.
Det har længe været en stor drøm at komme på DGI Verdensholdet, og drømmen er kun vokset med årene. Derfor føles det både uvirkeligt og overvældende nu at være en del af projektet og turnere rundt med den idræt, som jeg elsker – og som jeg har prioriteret højt gennem hele studietiden. Den prioritering har også betydet, at jeg ofte måtte sige nej til andre sociale ting, men mine venner fra studiet har altid bakket mig op. Nu glæder jeg mig til endelig at vise dem, hvad min prioritering og deres støtte er blevet til, når de og mange andre kommer og ser vores opvisninger ude i hallerne, fortæller Anna-Line Birkelund Stamp, gymnast på DGI Verdensholdet.
Gymnasterne har siden 1. juli boet på Efterskolen BGI Akademiet syd for Horsens. Efter deres Take Off-turné rejser holdet verden rundt i seks måneder for at motivere og inspirere børn, unge og voksne til bevægelse, fællesskab og en sund livsstil. Det hele kulminerer med et brag af en Danmarksturné i foråret 2026 med shows i absolut verdensklasse og to gallashows i Operaen i København.
Billetter til Take Off-opvisningerne kan købes direkte på Ticketmaster.dk