Det er naturligvis ganske alvorligt, når man stikker en ansat i et supermarked med en kniv og frarøver både den ansatte og supermarkedet værdigenstande – og derfor er jeg også meget tilfreds med, at gerningsmanden blev anholdt kort tid efter og nu allerede har fået sin straf ved domstolene, siger Jakob Beyer, specialanklager ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.
24-årig mand idømt behandlingsdom for røveri i supermarked
En 24-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i røveri begået i et supermarked i Viby J tilbage i oktober 2024. Han blev ved retten idømt en behandlingsdom.
Fredag morgen den 25. oktober 2024 kl. 08.53 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der netop var blevet begået et røveri mod et supermarked på Ringvej Syd i Viby J.
Ifølge anmeldelsen havde gerningsmanden under anvendelse af kniv truet en ekspedient til at udlevere sine personlige værdigenstande i form af en halskæde og et bælte samt nogle mønter og cigaretter fra supermarkedet.
Episoden havde udviklet sig til, at gerningsmanden også havde stukket den ansatte – en 20-årig mand – i armen med kniv, og flere patruljer blev derfor straks sendt til stedet.
Kort derfra spottede en patrulje fra Østjyllands Politi en mand ved et boligkompleks, som passede på signalementet af den formodede gerningsmand fra røveriet.
Vedkommende blev kl. 09.09 anholdt med den fornødne magt og ilagt håndjern, sigtet for at have begået røveri, inden han under en efterfølgende visitation blev fundet i besiddelse af de stjålne genstande samt en fiskekniv, som svarede til det anmeldte gerningsvåben.
