Stor efterforskning venter fortsat
Østjyllands Politi har søndag eftermiddag og aften været synligt til stede i området omkring Grøndalsvej i Viby J for at foretage sporsikring og afhøre vidner i sagen. Politiets afspærringer omkring gerningsstedet er blevet ophævet.Det er vores umiddelbare vurdering, at der er tale om et tilfældigt møde mellem de to kvinder, men der venter os fortsat et stort efterforskningsarbejde med at få sagen endeligt belyst, siger Anders Uhrskov, politiinspektør hos Østjyllands Politi.Den 50-årige og den 29-årige er begge kvinder med bopæl i Aarhus-området. De pårørende til den dræbte 50-årige kvinde er underrettet om sagen. Anklagemyndigheden vil af hensyn til den fortsatte efterforskning anmode om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Østjyllands Politi har derfor ikke mulighed for at give flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.
Den Mobile Politistation kommer til området
Mandag eftermiddag vil Østjyllands Politi igen være til stede i området, denne gang med den mobile politistation, som i tidsrummet omkring kl. 16-18 vil blive placeret på parkeringspladsen foran SPAR-købmanden ved Grøfthøjparken 3.Alle borgere i området er velkomne til at komme forbi den mobile politistation, hvis de har brug for at tale med politiet. Hvis borgerne ligger inde med interessant viden for vores efterforskning, hører vi naturligvis også gerne om det, siger politiinspektør Anders Uhrskov.Øvrige oplysninger med relevans for sagen kan rettes til Østjyllands Politi via telefonnummer 114. Vidner, der måtte have overværet episoden eller være blevet påvirket af den på anden vis, kan også gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006, hvis de har brug for nogen at tale om episoden med. Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det.
