At være en del af et fællesskab kan være afgørende for unges udvikling og livsmuligheder. Men for unge i udsatte positioner kan sociale, psykiske og økonomiske udfordringer gøre det svært både at finde og fastholde meningsfulde fællesskaber.
Med en donation på 50.000 kroner fra LB Foreningen får Haldor Huset mulighed for at skabe flere fælles oplevelser og styrke brobygningen til fællesskaber uden for huset. Støtten skal blandt andet gå til museumsbesøg, teaterture, kreative workshops, fælles aktiviteter og udflugter, som giver de unge mulighed for at opleve nye sociale sammenhænge i trygge rammer.
Mange af de unge, vi møder, ønsker det samme som alle andre unge: at høre til, have nogen at være sammen med og opleve verden omkring sig. Men de mangler ofte både netværket og de økonomiske muligheder for at deltage. Når vi skaber fælles oplevelser og følger dem ind i nye fællesskaber, oplever vi, at de får større tro på sig selv, mod på relationer og nye perspektiver på deres muligheder i livet, siger Birgitte Thorup fra Kirkens Korshær Aarhus.
Haldor Huset fungerer som et trygt samlingssted for unge i udsatte livssituationer. Her arbejder medarbejderne målrettet med at hjælpe de unge med at opbygge relationer og navigere i de sociale koder, der ofte kan være en barriere for deltagelse i almindelige ungefællesskaber.
Uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Midtjylland har hæftet sig særligt ved projektets fokus på relationer som fundament for trivsel og udvikling.
Fællesskaber kan være afgørende for, om unge oplever håb, tilhør og muligheder i deres liv. Haldor Huset gør en vigtig indsats for unge, som ofte står uden for de fællesskaber, mange andre tager for givet. Projektet giver de unge konkrete oplevelser og relationer, som kan være første skridt mod større trivsel og en stærkere tilknytning til samfundet, siger Hanne Henriksen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Midtjylland.
Aktiviteterne er udviklet på baggrund af de unges egne ønsker og idéer. Ud over at skabe gode oplevelser skal de fungere som en øvebane, hvor de unge kan opbygge selvtillid, sociale kompetencer og erfaringer med at indgå i nye fællesskaber.
Sammen med de 50.000 kr. modtager Kirkens Korshær, Haldor Huset også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.
OM KIRKENS KORSHÆR
Kirkens Korshær i Aarhus arbejder for at skabe værdige og inkluderende fællesskaber for mennesker i udsatte livssituationer. Organisationen driver en række sociale tilbud til blandt andre hjemløse, socialt udsatte voksne og unge, der oplever ensomhed, mistrivsel eller står uden et stærkt netværk.
Gennem mødesteder, væresteder, rådgivning og sociale aktiviteter tilbyder Kirkens Korshær støtte, nærvær og fællesskab til mennesker, som har brug for en hjælpende hånd i hverdagen. Et af tilbuddene er Haldor Huset, der er et fællesskab for unge i udsatte positioner, hvor der arbejdes med relationer, trivsel og brobygning til uddannelse, beskæftigelse og sociale fællesskaber.
OM LB FORENINGEN
LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.
OM LB FORENINGEN REGION MIDTJYLLAND
LB Foreningen i Region Midtjylland repræsenteres af 12 delegerede, der er valgt blandt de ca. 100.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Midtjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk
