09. november 2026

|

Pressemeddelelse

Aftale baner vejen for ny indsats til overgrebsramte LGBT+ personer i hele landet

Fra 2027 etablerer AIDS-Fondet et landsdækkende tilbud, som skal hjælpe LGBT+ personer, der har været udsat for seksuelle overgreb. Det har et flertal i Folketinget netop afsat penge til. Pengene falder på et tørt sted, for behovet er stort, lyder det fra AIDS-Fondets direktør, Lars Christian Østergreen.

Aftale baner vejen for ny indsats til overgrebsramte LGBT+ personer i hele landet
Af: AIDS-Fondet | Foto: Mio Voisin

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fra næste år kan AIDS-Fondet yde specialiseret rådgivning til LGBT+ personer, som har været udsat for seksuelle overgreb.

Det er en del af en politisk aftale, som et flertal i Folketinget netop har vedtaget.

Ingen skal stå alene efter et seksuelt overgreb. Vi ved, at der er et stort behov for hjælp blandt mange LGBT+ personer, som vi møder i vores klinikker. Derfor er det en stor glæde, at vi nu kan begynde at yde noget af den hjælp. På den måde falder pengene på et tørt sted siger Lars Christian Østergreen, der er direktør i AIDS-Fondet

En god start

AIDS-Fondet driver Checkpointklinikker i Aalborg, Aarhus, Odense, København, Frederiksberg og Gentofte, hvor unge og LGBT+ personer kan få rådgivning om seksuel sundhed og blive testet for sexsygdomme og hiv. Her oplever organisationen at en stor del af klinikkens brugere har været udsat for seksuelle overgreb eller krænkelser.

En undersøgelse fra ALS Research viser, at 32% af LGBT+ personer har været udsat for seksuelle overgreb. Tal fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet peger desuden på, at seksuelle minoriteter kun i begrænset omfang gør brug af hospitalets tilbud.

Undersøgelserne og vores erfaring peger på, at LGBT+ personer har brug for et mere specialiseret tilbud siger Lars Christian Østergreen. Han understreger, at den nye aftale er en god start, men at den desværre ikke løser hele problemet

Nu kan vi komme i gang, og det er vi rigtig glade for. Men vi ved også, at behovet er stort. Derfor fortsætter vi vores arbejde for, at så mange som muligt kan få adgang til specialiseret rådgivning og terapi efter et seksuelt overgreb siger han

Fakta:

  • AIDS-Fondet får med den nye aftale 900.000 hvert år i perioden 2027-2030 til et forsøg med en landsdækkende indsats med specialiseret rådgivning fysisk i København og online i hele landet til LGBT+ personer udsat for seksuelle overgreb og krænkelser.
  • Initiativet bygger på AIDS-Fondets erfaring med at yde specialiseret rådgivning, blandt andet til personer, der lever med hiv og minoritetsetniske LGBT+ personer. AIDS-Fondets specialiserede rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark.
  • Forsøget skal samtidig bygge bro til eksisterende overgrebstilbud og skabe et tættere samarbejde om, hvordan LGBT+ personer bedst mødes og hjælpes.
  • Aftalen er en del af uddelingen af SSA-reserven.
Nøgleord
PolitikSundhed
Event Information