Internt i AGF har vi arbejdet på tværs af afdelingerne for at identificere opgaver, hvor de unge kan teste sig selv af i praksis. Det spænder bredt – fra logistik og events til drift og administration – så vi kan matche opgaverne med de unges interesser og mål. Målet er, at de unge får konkrete erfaringer og afklaring, som bringer dem tættere på job eller uddannelse, lyder det fra bæredygtighedsansvarlig Sine Hausner fra AGF.Startblokken præsenteres til fredagens kamp i både lounges og med stadion-speak, for indsatsen er en vigtig del af både AGF og VSK Aarhus’ strategi for socialt ansvar.
Vi sætter ikke bare vores logoer på – vi sætter vores hverdag, vores netværk og vores kolleger i spil. AGF og VSK er en del af Aarhus, og vi skal bruge den position til at skabe reel forandring. Det her handler ikke om at levere hurtige resultater – det handler om at bygge noget, der på sigt kan flytte mennesker og skabe værdi for byen, siger direktør Jacob Nielsen fra AGF.
Et stærkt samarbejde på tværs
De unge får deres daglige gang i klubhuset hos VSK Aarhus og i tv-studiet i Ceres Park Vejlby. Her vil to ansatte kaldet brobyggere stå for de unges aktiviteter og udvikling i hverdagen. Brobyggerne vil også – når de unge er klar – hjælpe dem med at bygge bro til uddannelse eller til jobs i virksomheder, som er en del af VSK og AGF’s erhvervsnetværk.Vi kan noget helt unikt sammen – breddeklub, ligaklub og kommune. I VSK er særligt kampafviklingen båret af frivillige kræfter, og det giver de unge mulighed for at blive en del af et levende fællesskab, hvor de kan prøve kræfter med konkrete opgaver og mærke følelsen af mestring og ansvar. Den medbestemmelse og det ejerskab er vigtigt for de unge i Startblokken, siger direktør Jens Isbak fra VSK Aarhus og tilføjer: Sammen med AGF kan vi sikre, at de unge bliver en del af noget større – et fællesskab med mening og betydning.I Aarhus Kommune har man stort kendskab til de unge, der har sværest ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og finde deres plads i uddannelsessystemet:
Vi ved, hvor vigtigt det er med succesoplevelser og tro på egne evner. Her kan fællesskaberne omkring sport, bevægelse og foreningsliv noget helt særligt. Vi tror på, at samarbejdet med de lokale sportsklubber kan gøre en forskel for en gruppe af disse unge. Derfor er vi også klar til at tage aktiv del i projektet og give vores bidrag til, at Startblokken kan bringe disse unge tættere på job og uddannelse, siger driftschef for Unge, Job og Uddannelse i Aarhus Kommune, Janus Hans Hedemann.
Et nationalt initiativ
Startblokken Aarhus bliver den sjette klynge i initiativet, der har en ambition om at dække hele landet og foruden lokale indsatser vil bidrage med en ny civilsamfundsmodel.Startblokken er en ny tilgang til unge og beskæftigelse. Vi tager udgangspunkt i idrættens stærke fællesskaber og bygger en indsats sammen med de unge, med klubber og med kommuner, hvor trivsel, motion og sammenhold er første skridt i de unges udvikling. Med AGF, VSK Aarhus og Aarhus Kommune har vi fået et unikt lokalt setup, som vi glæder os til at se folde sig ud og til at lære af nationalt, siger næstformand Frans Hammer fra Danmarks Idrætsforbund (DIF).Startblokken blev lanceret i februar 2024, hvor den første klynge åbnede i Viborg.
