15. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Bedre bedøvelse skal styrke behandlingen af patienter med stroke

Overlæge og ph.d. Mads Rasmussen er ny klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker han i neuroanæstesi med fokus på, hvordan bedøvelse og kredsløbsbehandling påvirker hjernen hos patienter med stroke og andre neurologiske sygdomme.

Bedre bedøvelse skal styrke behandlingen af patienter med stroke
Af: Aarhus Universitet: Health | Foto: Privatfoto

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Mads Rasmussen er speciallæge i anæstesiologi og forsker i, hvordan bedøvelse, blodtryksbehandling og kredsløbsstøttende medicin påvirker hjernen. Hans forskning følger patienter, der gennemgår operationer eller kateterbaserede behandlinger af sygdomme i hjernens blodkar, blandt andet efter et slagtilfælde (stroke).

Mit mål er at forbedre behandlingen af patienter med stroke og andre neurologiske sygdomme. Ved at optimere bedøvelse, blodtryksstyring og kredsløbsbehandling arbejder vi for at forbedre patienternes funktionsevne og øge deres livskvalitet siger Mads Rasmussen

Den nye kliniske professor har bidraget til nationale og internationale studier af patienter med akut stroke. Studierne har blandt andet vist, at blodtrykshåndtering og valget af bedøvelse kan have betydning, når man fjerner blodpropper fra hjernens blodkar. Med PET- og MR-skanninger undersøger han desuden, hvordan bedøvelse og lægemidler påvirker hjernens og kroppens blodforsyning og iltning.

Professoratet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond.

Nøgleord
SundhedTeknologi & videnskab
Event Information