08. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Drikkevandsforsker modtager Skou-prisen 2026

Lektor Jörg Schullehner fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet modtager Jens Christian Skou-prisen 2026 for sin forskning i sammenhængen mellem drikkevand og sundhed.

Drikkevandsforsker modtager Skou-prisen 2026
Af: Aarhus Universitet: Health | Foto: Simon Fischel, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Ved at koble årtiers data om dansk drikkevand med nationale sundhedsregistre undersøger Jörg Schullehner, hvordan stoffer i drikkevandet hænger sammen med risikoen for sygdom.

Forskningen har blandt andet vist en sammenhæng mellem højere niveauer af nitrat i drikkevandet og øget risiko for tarmkræft – også ved koncentrationer under den gældende grænseværdi på tidspunktet for studiet. Resultaterne har vakt international interesse og været med til at sætte drikkevandskvalitet på dagsordenen uden for universitetet.

Vi er ikke ret mange i verden, der arbejder med lige præcis det her forskningsfelt. I mange år har ambitionen været, at Danmark skulle blive et af de steder, hvor man laver nogle af de bedste studier af miljø, drikkevand og sundhed. Jeg er stolt af, at forskere fra andre lande i dag kommer til os, fordi vi har data, metoder og muligheder, man ikke har andre steder siger Jörg Schullehner

Han modtager Jens Christian Skou-prisen for sit ekstraordinære arbejde med drikkevandskvalitet og sundhed. I begrundelsen fremhæves både hans evne til at arbejde på tværs af miljø- og sundhedsvidenskab og forskningens samfundsmæssige gennemslagskraft. Han beskrives samtidig som en pioner inden for sit felt.

Jörg Schullehner glæder sig især over, at prisen sætter fokus på forskning i forebyggelse, hvor resultaterne ikke altid er synlige.

Der er et paradoks i forebyggelse, fordi succesen på en måde bliver usynlig. Hvis vi finder en årsag til sygdom og kan være med til at forebygge den, ser vi jo ikke de mennesker, som aldrig bliver syge. Derfor synes jeg faktisk, det er ret fedt, at den type forskning bliver set og anerkendt med en hæder som Skou-prisen siger han

Nøgleord
Teknologi & videnskabSundhedKlima & miljø
Event Information