Jeg er rigtigt godt tilfreds med dagens dom, da retten har været enig med anklagemyndigheden i sagens alvor, hvorfor der også er blevet udmålt nogle markante fængselsstraffe til de fire mænd, uagtet deres unge alder, siger Birgitte Ernst, specialanklager ved anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.Hun tilføjer:
Som noget helt særligt i sagen blev flere af gerningsmændene også dømt for at have medvirket til hinandens voldtægter og seksuelle overgreb, hvilket også viser sagens alvor og rettens vurdering af forbrydelsernes grovhed.
Stor og kompliceret efterforskning
Sagen mod de fire mænd startede i februar 2024, da politiet modtog en anmeldelse om, at en dengang 32-årig kvinde nogle uger forinden var blevet udsat for blandt andet voldtægt og røveri på en adresse i Viby J, hvor hun arbejdede som prostitueret. Ifølge anmeldelsen var tre mænd sent om eftermiddagen den 28. januar mødt op på adressen, hvorefter de havde truet kvinden med kniv og tvunget hende til at udlevere nogle tusinde kroner i kontanter, inden hun blev udsat for voldtægt. I nogenlunde samme periode modtog Østjyllands Politi flere lignende anmeldelser om voldtægter og røverier begået mod andre prostituerede kvinder på adresser i hhv. Aarhus C, Aarhus N og Viby J, hvorfor en mulig sammenhæng mellem episoderne indgik som en naturlig del af politiets efterforskning. Den omfattende efterforskning førte i løbet af foråret 2024 til flere anholdelser, hvorefter anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i december sidste år kunne rejse tiltale mod de fire yngre mænd.Sagen har været svær for politiet at efterforske, da de forurettede kvinder alle er udenlandske statsborgere og ikke længere er bosiddende i Danmark. Der er tale om en række alvorlige forbrydelser begået af de nu fire dømte mænd, og ifølge anklagemyndighedens vurdering er en samlet fængselsstraf på 19 år også ganske passende grundet alvoren og omfanget, siger specialanklager Birgitte Ernst.
