Højere præcision giver mere skånsomme operationer
Teknologien er særligt velegnet til anatomisk trange områder og gør det blandt andet muligt at operere mere nænsomt i strube og svælg. Dermed kan vigtige funktioner som synkning og stemme i højere grad bevares, samtidig med at patienterne undgår kosmetisk skæmmende ar i hoved- og halsområdet. De første patienter, som er blevet opereret med den nye robot på AUH, er netop patienter med tumorer i svælg og strube.Vi kan nu operere både mere skånsomt og mere præcist end med de metoder, vi tidligere har haft. Samtidig kan vi behandle patienter, som før ikke kunne tilbydes operation, fordi det krævede meget omfattende og vævsødelæggende indgreb, siger overlæge i øre-, næse- og halskirurgi Thomas Kjærgaard.Han fremhæver de funktionelle gevinster for patienterne:
Højere præcision giver mere skånsomme operationer, hvilket har betydning for heling, indlæggelsestid, komplikationer samt førlighed og funktion - uden at gå på kompromis med behandlingens effektivitet. For vores patienter er det især synkefunktion, stemme og æstetik, der har betydning. Derfor er det en stor tilfredsstillelse for os som behandlere at kunne tilbyde vores patienter den bedste behandling med den nyeste teknologi. Det betyder rigtig meget for os, siger Thomas Kjærgaard.
Fælles indsats og forberedelse
Inden SP-robotten blev taget i brug, har hele operationsteamet gennemgået et uddannelsesforløb. Kirurgerne har gennemført certificering, og både anæstesipersonale og operationssygeplejersker har deltaget i simulationstræning. Der er også hentet erfaringer fra både ind- og udland.Vi har fået konkrete input til både arbejdsgange, opsætning på operationsstuen og samarbejdet mellem faggrupperne. Det har styrket vores forberedelser og gjort os godt rustet til at tage den nye robot sikkert i brug, siger oversygeplejerske Anne Kirstine Sundbøll fra Bedøvelse og Operation Syd. Men det helt essentielle i at kunne gennemføre denne - og andre - opgaver er, at teamet arbejder sammen, bidrager med mange forskellige perspektiver og med engagement og lyst,SP-robotten skal i første omgang bruges inden for hoved- og halskirurgi og vil senere blive taget i brug inden for andre kirurgiske områder. Der findes i dag kun fire Single Port-robotter i hele Norden - to af dem står i Danmark.
