Kunstig intelligens er i hastig udvikling og spiller en stadig større rolle i både forskning, samfund og menneskers hverdag. Nu får ni forskningsprojekter støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge forskellige aspekter af kunstig intelligens.
De nye forskningsprojekter spænder bredt. Et projekt vil undersøge, hvordan vi mennesker bruger kunstig intelligens som en samtalepartner, og om disse AI-companions kan skubbe brugere i retning af mere ekstreme politiske holdninger. Et andet projekt ser på, om robotter kan lære, hvad forskellige berøringer betyder, når de tilføjes en form for taktil sans, og AI hjælper dem med at lære at forstå, hvad forskellige berøringer betyder. Og et tredje projekt ser på, hvordan kunstig intelligens i sundhedsvæsenet kan bruges på en måde, som ikke fratager sundhedspersonalet vigtig træning og læring i diagnosticering, så deres egne kompetencer og viden ikke forringes.
Tilsammen skal projekterne bidrage til en bedre forståelse af brugen af kunstig intelligens og til at skabe ny viden, som kan være med til at kvalificere udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens.
Det er spændende at se, hvor bredt temaet kunstig intelligens spænder. Ansøgningerne kommer fra en bred vifte af anvendelsesområder, samtidig med at der også er stærk forskning i de fundamentale metoder inden for kunstig intelligens. Det er også bemærkelsesværdigt, hvor mange af projekterne der integrerer etiske spørgsmål i forskningen. Samtidig viser årets ansøgninger, at der findes stærke forskningsmiljøer inden for kunstig intelligens flere steder i Danmark siger Ira Assent, professor på Aarhus Universitet og forperson for DFF | Ad hoc-udvalget for Forskning i kunstig intelligens
Fokus på ansvarlig udvikling og nye forskertalenter
Årets forskningsprojekter undersøger kunstig intelligens fra forskellige faglige perspektiver og bidrager dermed til at belyse både muligheder og udfordringer ved den hastige udvikling på området.
Projekterne handler både om selve teknologien, men i høj grad også om dens betydning for mennesker og det samfund, vi lever i. På den måde afspejler projekterne også bredden i forskningsområdet inden for kunstig intelligens.
Årets opslag af midler til emnet ’Forskning i kunstig intelligens’ har haft særligt fokus på forskning, der kan bidrage til en ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Det omfatter blandt andet forskning i etiske spørgsmål samt kunstig intelligens’ betydning for den demokratiske og sikkerhedspolitiske udvikling.
Der er samtidig krav om, at projekterne inkluderer mindst én ph.d.-studerende eller postdoc. Det skal bidrage til at styrke forskningskapaciteten og udvikle nye forskertalenter inden for kunstig intelligens.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.
Fakta om uddelingen
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 63 ansøgninger til ’Kunstig intelligens’, og der er uddelt midler til ni projekter. Succesraten er 14% målt på antal ansøgninger.
’Kunstig intelligens’ er ét blandt de 14 politisk fastsatte temaer og programmer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2026. Nogle af temaerne er flerårige og uddeles igen i 2027-2029.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Se alle tematiske puljer som DFF skal uddele midler til i 2026
Danmarks Frie Forskningsfond udmønter i efteråret 2026 midler til forskning inden for følgende 14 politisk fastsatte temaer og programmer:
12 mio. kr. til temaet ”Antisemitisme” 20 mio. kr. til temaet ”Forskning i fertilitet” 20 mio. kr. til temaet ”Forskning i rigsfællesskabet” 30 mio. kr. til temaet ”Ældreforskning og demens” 35 mio. kr. til temaet ”Forskning i udsathed samt mistrivsel” 35 mio. kr. til temaet ”Forskning i læring og trivsel i grundskolen og på ungdoms- og erhvervsuddannelserne” 40 mio. kr. til temaet ”Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet” 40 mio. kr. til temaet ”Forskning inden for det specialiserede socialområde” 50 mio. kr. til temaet ”Arktisk forskning” 60 mio. kr. til temaet ”Forskning i kunstig intelligens” 81,8 mio. kr. til ”Forskertalentprogrammet Inge Lehmann” 150 mio. kr. til temaet ”Grøn forskning” 165 mio. kr. til temaet ”Psykiatriforskning” 200 mio. kr. til temaet ”Klinisk og uafhængig forskning”
Derudover vil fonden som altid udmønte midler til fri forskning, hvor det samlede beløb i 2026 vil være ca. 1,27 mia. kr.
