Guide til nye studerende og tilflyttere
Inden sommeren går på hæld, plejer mellem 11-13.000 studerende at blive optaget på en uddannelse i Aarhus, mens ca. 5000-6000 tilflyttere får til huse i byen.
Er du ny i byen, er der mange nye ting at forholde sig til, og her er affald og genbrug måske ikke først på listen over det mest sindsoprivende. Derfor har Kredsløb gjort det nemt med en guide til, hvordan du nemt og hurtigt kommer af med dit affald, og hvordan du kan gøre skønne genbrugsfund til lejligheden eller huset i stedet for at skulle købe nyt.
Når du skal af med affald
I Aarhus midtby har vi ved de fleste etageejendomme nedgravede beholdere til dit affald. Det er smart, da de fylder relativt lidt i gadebilledet og i stedet rummer alt affald i beholdere under jorden. Du sorterer og afleverer dit affald i fem rum: hård/blød plast samt mad- og drikkekartoner, glas og metal, restaffald, madaffald og endelig pap, papir og tekstil. Du kan finde en nedgravet beholder tæt på de fleste etageejendomme. Beholderne tømmes jævnligt, men skulle nogle være fyldt, kan du nemt finde en tilsvarende tæt på. Vær opmærksom på, at der nogle gange kan være beholdere, som ikke tømmes i en periode, hvor en vej er spærret fx ved vejarbejde. I dette tilfælde kan man bruge en af de øvrige nedgravede beholdere i nærheden.
Tommelfingerreglerne
Når du sorterer derhjemme, kan du bruge de plastposer, du finder bedst egnet til formålet – og det gælder uanset, om det er til mad, restaffald eller tekstil. Bind en god knude på poserne, og sørg for ikke at overfylde dem, da de kan være svære at få ned i de nedgravede beholdere eller risikere at stoppe dem til. Plast-, mad- og drikkekartoner, glas, metal og pap og papir skal ikke afleveres i pose.
For at tekstiler kan genanvendes, er det vigtigt, at det afleveres tørt og i pose. Plast og glas med madindhold behøver ikke blive rengjort, men skal blot tømmes og skrabes. Store stykker pap er en god idé at rive i mindre stykker, så de ikke sætter sig fast. Er det store papkasser, kan de i stedet afleveres på nærgenbrugsstation, genbrugsstationen eller som storskrald.
Stil ikke affald ved siden af beholderne – det tiltrækker skadedyr og pynter ikke ligefrem i bybilledet. Kig i stedet, om beholderen er fyldt og find i så fald den nærmeste beholder tæt på. Kredsløb tømmer løbende, så der er ikke generelle udfordringer med overfyldte beholdere. Men det kan ske, at affald sætter sig fast og danner en prop, og derfor kan man tro, at beholderen er fyldt.
Har du stort affald, er det oftest storskrald. Her er det vigtigt, at du bestiller afhentning og ikke sætter det ved eller ovenpå platformen til de nedgravede beholdere. Så bliver det svært for skraldemanden at tømme beholderen, der først skal flytte affaldet, inden beholderne kan løftes op af jorden og tømmes.
Få mere inspiration til sorteringen her: Få tips til at sortere dit affald så det bliver nemt for dig Kredsløb
Sådan genkender du storskrald og farligt affald
Den udtjente sofa, papkassen fra den nye cykel – storskrald er det affald, der er for stort til at blive placeret i de almindelige beholdere. Heldigvis er det nemt og hurtigt at bestille afhentning.
Det er vigtigt, at du bestiller afhentning og ikke blot stiller det på gaden.
Er du i tvivl om, hvad der er storskrald, kan du se det her: Få hentet storskrald hvor du bor | Det er nemt og gratis Kredsløb
Farligt affald som de brugte batterier, neglelakken og tørshampooen og andet skal du aflevere i et af de dedikerede skabe til farligt affald. Store bøtter til maling og lignende, der ikke kan være i skabene, kan afleveres på genbrugsstationen eller som storskrald.
Se mere her: Skabe til farligt affald Kredsløb
Gratis genbrugsglæder
Elsker du at gå på opdagelse efter unika, eller vil du gerne forbruge mindre? Så er Aarhus et slaraffenland for genbrug. Hos Kredsløb er der to nærgenbrugsstationer i det centrale Aarhus, hvor du – udover at aflevere affald – også kan finde genbrug eller give til det samme formål. Der afholdes desuden løbende sjove events på stedet, og du kan fx få hjælp til at få repareret din cykel.
I bybilledet i Aarhus finder du også bytteboxene. Her kan du både give og tage genbrug. Endelig har hver genbrugsstation sit dedikerede genbrugsområde med lidt for enhver smag. Der er seks genbrugsstationer i Aarhus, to nærgenbrugsstationer og i alt ni bytteboxe.
Se mere om genbrugsmulighederne her: Genbrug mere Kredsløb
Få plads til sorteringen i lejligheden
Synes du, det er uoverskueligt at få plads til sortering af ti typer affald i en lille lejlighed? Så er der heldigvis råd for det. Langt de fleste byggemarkeder og butikker har masser af smarte løsninger til nem sortering, uden at det fylder ret meget. Ellers kan du bruge kurve eller andet mere æstetisk til formålet.
Sørg for, at beholderne er der, hvor du producerer affaldet og har brug for en skraldespand – så gør du det nemt for dig selv. Markér gerne beholderne med piktogrammer, så alle tydeligt kan se, hvor de skal placere deres affald.
Mangler du inspiration til indretningen, kan du finde det her: Få plads til affaldssortering | Tips til din indretning Kredsløb
