Som født og opvokset fuldblods århusianer er det selvfølgelig en kæmpe ære for mig, at Aarhus Teater har valgt at lave en forestilling bygget op omkring mine sange. Jeg ved ikke, om man kan knibe sig i armen og klappe sig selv på skulderen på én gang, men det er lidt sådan, jeg har det. Jeg ved, at det bliver med vanvittigt dygtige folk ved roret, så jeg glæder mig og venter i spænding på at se/høre resultatet.Teaterdirektør Trine Holm Thomsen tilføjer:
Jeg er så utroligt glad for, at vi nu kan offentliggøre, at vi sætter 'Teaterkoncert Thomas Helmig' op igen i efteråret 2027. Efterspørgslen på billetter til den kommende opsætning til august 2025 har været så overvældende, at vi allerede nu har valgt at genopsætte teaterkoncerten. Billetterne blev revet væk på rekordtid, og vi vil gerne give flere muligheden for at opleve forestillingen. Vi er nu i gang med produktionen, og jeg er overbevist om, at der venter publikum en flot og spektakulær forestilling med Thomas Helmigs sange, som vi er mange, der holder af.
