Ejner Hessel har indgået en femårig aftale med Aarhus Kommune om levering og servicering af 64 fuldelektriske Renault 5. Bilerne skal anvendes af medarbejdere i Sundhed og Omsorg og leveres fra september 2026.
De 64 biler er alle Renault 5 E-Tech Electric Techno med et batteri på 52 kWh. Bilerne er ankommet til Ejner Hessels afdeling i Tilst, hvor arbejdet med at klargøre dem til den kommunale hverdag nu er i fuld gang.
Aftalen omfatter både levering og service af bilerne i en periode på fem år. Samtidig har Aarhus Kommune mulighed for at udvide aftalen med yderligere 36 biler.
Forløbet fra offentliggørelsen af udbuddet til tildelingen af aftalen tog cirka to måneder og omfattede blandt andet en APV-test af bilen. Hos Ejner Hessel har Søren Poulsen været ansvarlig for processen og den løbende koordinering med Aarhus Kommune.
Vi er naturligvis stolte over, at Aarhus Kommune har valgt Renault 5 og Ejner Hessel til en så omfattende opgave. Det er en aftale, som stiller store krav til både vores organisation, koordinering og leveringssikkerhed, og som samtidig viser, at vi har kapaciteten og kompetencerne til at løfte større flådeaftaler siger Søren Poulsen fra Ejner Hessel
En fælles opgave
Til trods for at udbudsprocessen nu er afsluttet, er en væsentlig del af arbejdet først begyndt. De 64 biler skal bestilles, klargøres og tilpasses de konkrete behov hos Sundhed og Omsorg. Det indebærer blandt andet eftermontering af særligt udstyr, koordinering med værksted og eftermarked samt montering af grafik, indregistrering og fakturering.
Leveringen af så mange biler på én gang kræver et tæt samspil mellem en lang række funktioner i virksomheden. Mange kolleger bidrager til, at bilerne bliver færdige til tiden og leveret i den kvalitet, vi har aftalt. Vi har samtidig haft en rigtig god og konstruktiv dialog med Aarhus Kommune gennem hele forløbet siger Søren Poulsen
De første biler leveres fra den 10. september 2026. Når samtlige biler er sat i drift, bliver de en del af den daglige transport for medarbejderne i Sundhed og Omsorg på tværs af Aarhus Kommune.
