04. september 2026

|

Pressemeddelelse

Hvorfor er det blevet så svært at ses? Krop og Kærlighed sætter venskaber under lup

"Vi må lige ses snart." De fleste af os har sagt det – og lige så mange har oplevet, at aftalen aldrig blev til noget. Når Krop og Kærlighed vender tilbage under Aarhus Festuge, bliver bl.a. de nære relationer sat under lup med debatter, oplevelser og aktiviteter, der skal styrke både fællesskaber og trivsel.

Hvorfor er det blevet så svært at ses? Krop og Kærlighed sætter venskaber under lup
Af: Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Foto: Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Vi lever tættere på hinanden end nogensinde. Alligevel oplever mange, at det er blevet sværere at holde fast i de venskaber og relationer, som betyder mest.

Den udvikling sætter Krop og Kærlighed fokus på, når festivalen for tredje år i træk bliver en del af Aarhus Festuge lørdag den 5. september. Med udgangspunkt i årets tema inviterer festivalen aarhusianerne til en dag med samtaler, debatter, bevægelse, kunst og fællesskaber, hvor relationer, seksualitet, kærlighed og trivsel er omdrejningspunktet.

Et af de centrale programpunkter er samtalen "Vi må lige ses snart – og andre løgne, vi fortæller vores venner", hvor Sex & Samfund sætter fokus på, hvorfor det kan være så svært at prioritere de mennesker, vi holder af, og hvad det betyder for vores mentale trivsel.

For rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin, rammer temaet noget helt centralt.

Vi taler ofte om kost, motion og søvn, når vi taler om sundhed. Men stærke relationer og fællesskaber er mindst lige så vigtige. Derfor er jeg glad for, at Krop og Kærlighed sætter fokus på noget, som de fleste af os kan genkende. Vi skal blive bedre til at prioritere hinanden, fordi relationer ikke bare gør livet rigere – de er også afgørende for vores trivsel siger han

Han håber, at festivalen kan inspirere aarhusianerne til at tage de samtaler, som ellers ofte bliver udskudt.

Det særlige ved Krop og Kærlighed er, at den gør de svære emner lette at tale om. Festivalen skaber et rum, hvor vi både kan blive klogere, grine sammen og måske gå hjem med lyst til at sende en besked til den ven, vi længe har tænkt, at vi skulle se siger han

Direktør for Aarhus Festuge, Jakob Tekla Jørgensen, glæder sig over, at Krop og Kærlighed igen er en del af festugen.

Krop og Kærlighed handler om noget helt grundlæggende: vores relationer til hinanden. Om at række ud, skabe nærhed og være nysgerrige på hinanden – også når der opstår afstand eller grænser. Det ligger fint i forlængelse af Festugens strategiske spor Grænseskel og naboskab og den måde, vi gerne vil skabe møder mellem mennesker på siger han

Ud over debatter og talks byder programmet på en lang række aktiviteter for både børn og voksne. Her kan aarhusianerne blandt andet opleve workshops, kunst, bevægelse og fællesskaber, der alle har det til fælles, at de sætter menneskers trivsel og relationer i centrum.

Også Metin Lindved Aydin bliver en aktiv del af festivalen. Han trækker selv i taekwondodragten og inviterer børn med til en introduktion til den koreanske kampsport, hvor der er fokus på bevægelse, fællesskab og glæden ved at være aktiv.

Fakta 

  • Find hele programmet her: https://krop.aarhus.dk/program-2026

Nøgleord
KulturVelværeLivsstil
Event Information