Parkinsons sygdom forbindes især med hjernen og de bevægelsesproblemer, der opstår, når sygdommen udvikler sig. Men de første forandringer i nervesystemet kan begynde mange år tidligere – og måske et helt andet sted i kroppen.
Med en ny stor EU-bevilling vil professor Per Borghammer og lektor Nathalie Van Den Berge fra Institut for Klinisk Medicin sammen med professor Avraham Ashkenazi fra Tel Aviv University undersøge, om sygdommen i nogle tilfælde kan begynde i huden.
Forskerne vil undersøge, om miljøgifte som pesticider og industrielle opløsningsmidler kan udløse sygdomsforandringer i hudens nerveender og dermed være med til at sætte Parkinsons sygdom i gang.
Parkinsons sygdom begynder mange år før de første bevægelsessymptomer viser sig. Ved at forstå, hvordan påvirkninger fra miljøet spiller sammen med bestemte nervecellers sårbarhed, håber vi at afdække sygdommens tidligste mekanismer og skabe nye muligheder for tidlig opsporing og forebyggelse siger forskerne bag projektet
For at undersøge hypotesen vil forskerne kombinere dyremodeller, patientundersøgelser og studier af nerveceller udviklet fra menneskelige stamceller. Målet er at blive klogere på, hvordan sygdommen opstår, og hvilken rolle miljøpåvirkninger kan spille.
Projektet hedder DERMIS-PD og har modtaget en ERC Synergy Grant på 80 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd. Heraf går godt 52 mio. kr. til Aarhus Universitet.
