Lone Krogsgaard fra Lyngbygaard er en af hverdagens golfhelte, og hun deltog sammen med 10 andre golfhelte i Golfdagen, hvor hun bl.a. gik en golfrunde med landsholdsspillere. I alt 12 golfhelte var nomineret til prisen, den 12. var dog forhindret i at deltage i Golfdagen. (Foto: Dansk Golf Union/Thomas Hartwich)
12 frivillige ildsjæle har netop fået prisen ”Hverdagens Golfhelte” for det arbejde, de hver især har lagt i lige netop deres lokale golfklub. Det foregik til Golfdagen, og en af prismodtagerne er Lone Krogsgaard fra Lyngbygaard Golf Klub, der med sit store engagement er med til at få klubben til at hænge sammen.
“Jeg er vokset op med frivillighed og det gode gamle princip om, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor er det helt naturligt for mig at yde en frivillig indsats for både klubben og medlemmerne. Siden 2015 har jeg bl.a. stået for arrangementer, udført praktiske opgaver, været turneringsleder for dameklubben og klubturneringer osv.”, siger hun og fortsætter:
“Noget af det, der ligger mig meget på sinde, er at få de unge til at få øjnene op for golfsporten. Jeg vil gerne være med til at gøre dem ”klubafhængige”, så de kan opleve det fællesskab, der er i en golfklub. Derfor har jeg også været med til at starte ungdomsgolf for de 18-28-årige.”
Det er femte år i træk, at GF Forsikring og DGU uddeler prisen.
De frivillige er uundværlige
Formanden for Dansk Golf Union, Lars Broch Christensen, understreger, at de frivillige er helt afgørende for både banedriften og for golfsportens udvikling.
"Uden de frivillige ville mange golfklubber have svært ved at hænge sammen – uanset om det handler om at passe banen, sidde i bestyrelsen eller holde klubbens hjemmeside kørende. Hver eneste indsats tæller, og det er netop det fine ved frivilligt arbejde: Man bidrager dér, hvor ens kompetencer gør en forskel."
Han peger samtidig på, at frivillighed også handler om fællesskab.
"Jeg har et motto, der lyder: Det skal være sjovt at være frivillig. Og det er en fornøjelse at se, hvordan der opstår relationer og fællesskaber blandt de frivillige. Foreningslivet skaber en særlig form for samvær, som man ikke finder andre steder."
De frivillige spænder bredt i både alder og opgaver. Mange er selv golfspillere, og deres indsats varierer fra et par timer om ugen til noget, der minder om et fuldtidsarbejde. Opgaverne rækker fra dommergerning og juniorarbejde til vedligeholdelse af klubhus og pleje af baner.
Golfdagen – en dag med tak og oplevelser
Som en del af anerkendelsen får de 12 prismodtagere en billet til Golfdagen – en dag med undervisning af en landsholdstræner, golfrunde med landsholdsspillere, konkurrencer og forkælelse i form af god mad. For Lars Broch Christensen er dagen en kærkommen mulighed for at sige tak.
"Golfdagen er først og fremmest en hyggelig dag, hvor man tydeligt kan mærke glæden hos de frivillige, når de deler erfaringer på kryds og tværs. De får en oplevelse ud over det sædvanlige – ikke mindst muligheden for at få tips og tricks direkte fra landsholdsspillerne."
Han understreger, at de 12 prismodtagere kun er toppen af isbjerget.
"Vi ved, at der er mange, mange flere, som hver dag yder en kæmpe indsats for at holde golfklubberne kørende. Med Golfdagen håber vi også at inspirere endnu flere til at engagere sig frivilligt i deres lokale klub."
Golfdagen er sponsoreret af GF Forsikring. En jury bestående af tre medlemmer fra DGU og to fra GF Forsikring har udvalgt de 12 ildsjæle blandt 163 nominerede.
