Det er vigtigt for os at give borgere og virksomheder de bedst mulige forudsætninger for at kunne indlevere sedlerne. Derfor åbner vi indleveringsstederne 2. december 2024, et halvt år inden sedlerne bliver ugyldige som betalingsmiddel. Dermed vil der være halvandet år, hvor man kan benytte sig af indleveringsstederne, siger Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken.
Dokumentationskrav skal forhindre hvidvask
Indløsning af de indkaldte sedler via Nationalbankens indleveringssteder er omfattet af gældende hvidvaskregler, og der vil derfor også være dokumentationskrav som hos bankerne.Alle borgere og virksomheder kan benytte sig af indleveringsstederne. Samtidig er det vigtigt for Nationalbanken at sikre, at indleveringsstederne ikke benyttes til fx hvidvask eller anden form for økonomisk kriminalitet. Derfor fører vi nøje kontrol med alle indleveringer, ligesom vi stiller krav om dokumentation, id og fysisk fremmøde, siger Niels Kaas.Indløsning af kontanter kræver, at man udfylder en skriftlig erklæring og fremviser bl.a. gyldigt billed-id, ligesom der kræves fysisk fremmøde på indleveringsstedet. Det gælder, uanset om man er dansk eller udenlandsk borger eller virksomhed. Det vil ikke være muligt at sende kontanter til Nationalbanken eller at få andre til at indløse sedlerne for sig. Nærmere information om dokumentationskrav, beløbsgrænser og procedurer for indløsning findes her.
Tre centrale lokationer
De tre FOREX-butikker, der vil fungere som Nationalbankens indleveringssted for de indkaldte sedler, er:- Aarhus: Banegårdspladsen 20, Aarhus C
- Odense: Rosengårdcentret, Ørbækvej 75, Odense SØ
- København: Nørre Voldgade 90, København K.
Indkaldte sedler for milliarder
Der er allerede indløbet mere end 70 pct. af de indkaldte sedler sammenlignet med seddelomløbet 30. november 2023, hvor Nationalbanken igangsatte indkaldelsen. Pr. 31. oktober 2024 var der indkaldte sedler for ca. 7 mia. kr. i omløb:- ældre seddelserier: 2,8 mia. kr.
- 1000-kronesedler (i 2009-serien): 4,2 mia. kr. i omløb).
