10. november 2026

|

Pressemeddelelse

Nu kan du få besked på telefonen, når der kommer et brev i postkassen

En ny service hos dao gør, at man kan få besked på telefonen, når der er kommet noget i postkassen. 50.000 danskere har allerede taget funktionen i brug, og endnu flere forventes op mod juletiden.

Nu kan du få besked på telefonen, når der kommer et brev i postkassen
Af: dao | Foto: dao

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I en digital verden kan man godt glemme at tjekke sin postkasse, men dao har netop lanceret en ny service, hvor man kan få besked på telefonen, når de har været forbi med et brev, avisen eller et magasin. Det skal gøre det lettere for danskerne at huske at få tjekket postkassen, og de første 50.000 har allerede meldt sig til.

Det er ærgerligt at overse en invitation, et julekort eller et magasin, fordi man glemmer at kigge, om der er noget i postkassen. Derfor har vi udviklet en ny funktion i vores app, hvor man får besked, så snart buddet har afleveret noget, siger administrerende direktør i dao Hans Peter Nordstrøm Nissen og tilføjer;

De første 50.000 danskere allerede har meldt sig til den nye funktion, og vi forventer, at endnu flere gør det her inden juletiden, hvor traditionen for julekort gør det endnu mere aktuelt at blive mindet om at få tjekket postkassen.

Mens en pakke typisk er knyttet til et telefonnummer eller en e-mailadresse, hvorpå man vil modtage information om, at pakken er leveret, har et almindeligt brev ofte kun et navn og en adresse – måske endda skrevet i hånden.  Alligevel har dao altså fundet en løsning, der gør det muligt at give modtageren besked på mobilen, når der er leveret post i postkassen.

Tror på brevet

Den nye funktion lanceres som led i arbejdet med at udvikle den fysiske post og gøre den mere relevant i en digital hverdag.

Vi tror på, at et fysisk brev fortsat er vigtigt i danskernes hverdag. Men ligesom med alt andet, skal også posten udvikle sig. Med den nye funktion bygger vi bro mellem den traditionelle brev-verden og den digitale, og gør det lettere at modtage fysisk post, siger Hans Peter Nordstrøm Nissen.

Den nye funktion gør det samtidig tydeligere, hvornår dao har leveret posten. For der kan gå flere dage, fra et brev er afleveret, til modtageren opdager det i postkassen.

For at få besked om nyt i postkassen skal man blot aktivere funktionen i dao’s app og bekræfte sin identitet med MitID. Herefter får man automatisk besked på mobilen, når dao har leveret post til postkassen.

OM

dao er et danskejet distributionsselskab med rødder tilbage til 1920. dao sørger for, at pakker, breve, aviser og magasiner bliver leveret i hele Danmark lige derhen, hvor det passer bedst: til kiosken, i postkassen eller til døren. Det gør de 365 dage om året. Læs mere på www.dao.as

Nøgleord
Fritid

Galleri

Event Information