Sinal driver landets største fibernet, som dækker mere end en million adresser, og det giver fiberselskabet et særligt ansvar for at beskytte den digitale infrastruktur, som både borgere, virksomheder og samfundskritiske funktioner er afhængige af hver dag. Derfor styrker Sinal nu arbejdet med cybersikkerhed med ansættelsen af Bo Rising som ny it-sikkerhedschef (CISO).
Bo Rising får ansvaret for at implementere Sinals overordnede it-sikkerhedsstrategi og skal understøtte forretningen med at bringe de politikker, processer og retningslinjer, der skal øge sikkerhedsniveauet yderligere, i spil. Det gælder både i den daglige drift, i arbejdet med at efterleve ny lovgivning og i dialogen med de internetudbydere, der er aktive på Sinals fibernet.
Fibernettet er en væsentlig del af Danmarks digitale infrastruktur, og det stiller store krav til både robusthed, beredskab og evnen til at håndtere et trusselsbillede, der hele tiden forandrer sig. Derfor er cybersikkerhed en helt central del af vores forretning og et område, som hele tiden udvikles og skærpes. Bo har en bred erfaring med cybersikkerhed og samtidig et indgående kendskab til telebranchen, og han bliver derfor en vigtig sparringspartner for hele forretningen siger Carsten Bryder, der er administrerende direktør i Sinal
Som ny it-sikkerhedschef bliver Bo Rising samtidig en del af Sinals kriseberedskab. Her skal han bidrage til, at selskabet fortsat kan reagere hurtigt og koordineret, hvis der opstår sikkerhedshændelser, som kan påvirke driften eller kunderne.
Vi skal hele tiden være på forkant med trusselbilledet for at fastholde den tillid, vores kunder og samarbejdspartnere har til os. En af mine vigtigste opgaver bliver at gøre sikkerhedsarbejdet konkret og relevant for hele organisationen. Cybersikkerhed handler både om teknologi, processer og mennesker, og jeg glæder mig til at være med til at sikre, at Sinal også fremover står stærkt i mødet med de krav og trusler, som rammer kritisk infrastruktur siger Bo Rising
Bo Rising havde første arbejdsdag i Sinal 17. august.
Blå bog: Bo Rising
- 2025-2026: Selvstændig senior cybersikkerhedskonsulent og stifter af Rising Security Consulting.
- 2022-2025: Underdirektør for it-sikkerhed med ansvar for governance, risikostyring og compliance (GRC) hos TDC NET.
- 2018-2022: Arbejdet med sikkerhed i Bankdata, senest som leder af Operationel IT-sikkerhed og interim CISO.
- 2017-2018: Teknisk teamleder og IT-sikkerhedsarkitekt hos Itadel (tidligere TDC Hosting).
- 2014-2017: TDC Hosting, senest som IT-sikkerhedsarkitekt.
- 2012-2014: IT-sikkerhedskonsulent hos LogPoint.
- 2006-2012: Flere drifts- og ledelsesroller hos TDC Hosting med fokus på netværk, UNIX og backup.
- 2002-2006: IT-sikkerhedskonsulent, Cadesign Base.
- Bo Rising har taget HD 1. del på Aarhus BSS, og har flere it-sikkerhedscertificeringer bag sig, såsom CISSP og CCISO.
- Bo Rising er opvokset i Kolding og bor i dag i Brabrand med sine to børn.
