Siden 2019 har Foreningen Andelsgaarde købt og engageret sig i syv gårde rundt om i landet. De skal understøtte foreningens grundlæggende mission om at skabe en folkebevægelse for fremtidens landbrug for at finde løsninger på nogle af nutidens største kriser: Klima, drikkevand, biodiversitet, jordens sundhed. Over 4.000 medlemmer har i dag valgt at bakke op om missionen, og det er de medlemmer, som Andelsgaarde nu vil aktivere yderligere, fordi fællesskab og deltagelse betyder noget for engagementet i bevægelsen.
I 1800-tallet tog bønderne på højskole for at lære om samfundet. I dag vil vi gerne lave den omvendte højskole og give befolkningen mulighed for at komme på skolebænken ude hos bønderne og deltage i fællesskaber og demokratiske handlerum på foreningens gårde. Med bevillingen fra LB Foreningen får vi nu mulighed for at sætte ekstra kraft bag den udvikling forklarer Jacob Westergaard Madsen, direktør i Andelsgaarde
Konkret skal bevillingen bruges til at ansætte en engagementskoordinator, som skal videreudvikle et koncept med frivillige gårdværter på de syv gårde. Konceptet har Andelsgaarde haft gode erfaringer med gennem et pilotprojekt i 2025. Her blev de frivillige gårdværter nøglen til at aktivere mere passive besøgende til aktive deltagere i aktiviteter og lokalt forankrede fællesskaber.
Vi kan se, at når vi kan gribe, støtte og skabe handlerum for vores medlemmer og det omkringliggende lokalsamfund, så kan vi også facilitere et engagement, en frivillighed og en deltagelse, som bringer alle tættere på en mere grundlæggende forståelse for den grønne omstilling siger Jacob Westergaard Madsen
I LB Foreningen, som er et fællesskab af godt 470.000 mennesker, der er fælles om at eje Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab på privatmarkedet, ser man gode perspektiver i udviklingen af det frivillige engagement som en nøgle til at skabe muligheder for forankringen af den grønne omstilling.
Andelsgaardes fokus på fællesskab og handlekraft rimer rigtig godt på de grundlæggende værdier, LB er bygget på siden 1880. Med bevillingen håber vi, at vi kan være med til at understøtte engagementet og frivilligheden. Men engagementet kommer ikke af ingenting, og derfor er det vigtigt at anerkende behovet for flere ressourcer hos de organisationer, som skaber mulighederne for det engagement og den frivillighed, som er forudsætningen for de stærke grønne fællesskaber siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen
HER FINDER MAN ANDELSGAARDE
- Høsteriet, Gammel Kirkevej 116a, 8530 Hjortshøj
- Jordbruget Soldug, Elsegårde Skovvej 10, 8400 Ebeltoft
- Den Lille Mark, Hvilehøjvej 29, 5220 Odense SØ
- Hammersly, Kirkebyen 36, 3790 Hasle
- Brinkholm, Kulagervej 23, 4653 Karise
- Spaanbrogård, Baunemosevej 6, 5800 Nyborg
- Lerbjerggård, Melbyvej 129, 3370 Melby
FAKTA OM BEVILLINGEN
- 1.480.000 kr. frem til 31.12 2027
- Formål: At skabe større og flere muligheder for engagement blandt medlemmer, potentielle medlemmer og lokalsamfundene omkring gårdene for at understøtte en større forståelse for og indsigt i den grønne omstilling.
- Kapacitetsopbygning med ansættelse af en engagementskoordinator til understøttelse af frivillige gårdværter
- Målet er at fordoble antallet af aktive deltagere på de syv nuværende Andelsgaarde til 800 personer over en 18 måneders periode.
