Den nye professor Gabriel Reedy vil udvikle den måde, læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle træner på. I realistiske simulationer kan de blandt andet øve procedurer, som de sjældent udfører, men skal kunne håndtere sikkert. De kan også træne samarbejdet med kolleger fra andre faggrupper uden at udsætte patienter for risiko.
Sundhedspersonale skal være klar til både hverdagens opgaver og de sjældne situationer, hvor det er afgørende at handle rigtigt under pres. Mit mål er at skabe mere målrettede læringsforløb, så de er trygge og velforberedte, når patienterne har brug for dem siger Gabriel Reedy
Hvert år deltager flere tusinde sundhedsprofessionelle fra hele Region Midtjylland i træning på simulationscentret MidtSim. Her øver de både sjældne procedurer, tværfagligt samarbejde og færdigheder, de bruger i den daglige behandling af patienter.
Gabriel Reedy håber, at forskningen i simulationstræning kan forbedre uddannelsen og efteruddannelsen af sundhedspersonale og dermed komme både patienter og pårørende til gavn.
Professoratet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland.
