Som ny professor vil Merethe Kirstine Kousgaard Andersen styrke forskningen i samarbejdet mellem almen praksis og hospitaler, lægers arbejdsvilkår og nye teknologier, der kan forbedre patientforløb.
Jeg er en holdspiller og næres af samarbejder med andre fagligheder. På Institut for Folkesundhed er der mange dygtige forskere med forskellige kompetencer, og mit håb er, at vi kan lave spændende tværfaglige forskningsprojekter med fokus på at give mere sundhed til dem, der trænger mest siger Merethe Kirstine Kousgaard Andersen
Professoren er blandt andet involveret i et projekt, der undersøger muligheden for, at speciallæger fra Sygehus Lillebælt og praktiserende læger kan mødes for at drøfte patienter med komplekse sygdomsforløb. Hun forsker også i, hvordan praktiserende læger kan fastholdes i egen praksis, og i brugen af teledermoskopi, hvor billeder af hudforandringer sendes til hudlæger for at få en hurtig vurdering.
Med professoratet får hun ansvaret for den almenmedicinske undervisning på kandidatuddannelsen i medicin på Regionshospitalet Gødstrup, hvor hun vil udvikle undervisningen i samarbejde med klinikere fra andre specialer.
Merethe Kirstine Kousgaard Andersen er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1999, blev speciallæge i almen medicin i 2005 og fik sin ph.d. fra Aarhus Universitet i 2012. Hun har senest været ansat som lektor på Syddansk Universitet.
