04. november 2026

|

Pressemeddelelse

Ny udstilling på Moesgaard åbner private familiearkiver

Private fotografier, erindringer og fortællinger giver indblik i hverdagslivet i Grønland, Island og Færøerne.

Ny udstilling på Moesgaard åbner private familiearkiver
Af: Moesgaard | Foto: Jørgen Jacobsens private arkiv

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den 13. november åbner en ny udstilling på Moesgaard skabt af forskere fra Aarhus Universitet. I udstillingen Hverdagshistorier: Fortællinger fra Grønland, Island og Færøerne inviteres publikum ind i private familiearkiver fra tre nordatlantiske samfund. Gennem fotografier, film, lydoptagelser og personlige beretninger møder vi mennesker og steder på tværs af generationer og får indblik i hverdagslivet, fortalt af de mennesker, der selv har levet det.

Historien bliver ofte fortalt gennem store begivenheder, politiske beslutninger og samfundsmæssige omvæltninger. Men udstillingen viser os hverdagens magi i al dens skønhed og banalitet, for historien findes også i vores hjem, i familiealbummet, i samtaler mellem generationer og i minderne om de steder, vi kommer fra, fortæller Christian Vium, lektor i Antropologi og kurator på udstillingen.

Hverdagshistorier bygger på flere års antropologisk feltarbejde i Island, Færøerne og Grønland. Her har forskere i tæt samarbejde med lokale beboere indsamlet mundtlige fortællinger, fotografier og private arkiver. I udstillingen får materialet nyt liv, når publikum kan gå på opdagelse i billeder og fortællinger, lytte til personlige erindringer og opleve, hvordan steder og historier forandrer sig over tid.

FAKTA:

Hverdagshistorier: Fortællinger fra Grønland, Island og Færøerne

  • Udstillingsperiode: 13. november 2026 – 16 maj 2027.

  • Kuratorer: Christian Vium, Jeanette Lykkegård og Peter Andersen.

  • Projektet er forankret ved Aarhus Universitet og gennemføres i samarbejde med museer, arkiver og lokale partnere i Island, Færøerne, Grønland og Danmark.

  • Moesgaard og Aarhus Universitet Museet har et unikt samarbejde om forskning og formidling af menneskelivets mangfoldighed, herunder udvikling af studenterudstillinger, udstillingslaboratorier og store eksternt finansierede forskningsprojekter.

  • Forskningsprojektet er finansieret af Velux Fonden.

  • Udstillingen er støttet af Velux Fonden, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond og William Demant Fonden.

Læs mere her: Everyday Histories

Nøgleord
KulturOplevelserTeknologi & videnskab
Event Information