Vejdirektoratet har fjernet de sidste kegler i Motorvejskryds Aarhus N. En melding mange trafikanter har ventet på.
Efter flere år med vejarbejde, spærringer og lange omkørsler kan trafikanterne nu få glæde af det ombyggede motorvejskryds, hvor E45, Djurslandsmotorvejen og Århusvej mødes.
Vi ved godt, at arbejdet har krævet stor tålmodighed fra trafikanterne. Derfor er vi glade for, at vi nu kan åbne helt op. Endda med afsluttende slidlag, så vi slipper for at skulle tilbage og genere trafikanterne igen næste år siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen
Mere plads og bedre forbindelser
Motorvejskrydset er bygget om med nye broer, flere spor og helt nye til- og frakørsler mellem E45 og Djurslandsmotorvejen. Samtidig er Århusvej blevet udvidet til fire spor, så den lokale trafik får bedre plads.
De nye forbindelser skal fordele trafikken bedre, øge sikkerheden og mindske de køer, der tidligere ofte bremsede trafikken gennem motorvejskrydset.
Det er især trafikanterne mellem E45 og Djurslandsmotorvejen, der får glæde af de nye forbindelser, Vi forventer færre køer og mere stabile rejsetider, som er en stor gevinst for både pendlerne, vognmænd og virksomheder, der hver dag er afhængige af at komme effektivt frem siger Robin Højen Madsen
Også cyklisterne har fået en kortere og mere sikker rute gennem området. Den nye og bredere cykelsti bliver en del af Supercykelstien ’86 Hinnerupruten’, der forløber mellem Aarhus C og Hinnerup.

16 kilometer sekssporet motorvej står klar før tid
Åbningen markerer samtidig, at den omfattende udbygning af E45 mellem Aarhus S og Aarhus N er ved vejs ende.
Alle 16 kilometer motorvej er udbygget fra fire til seks spor, og det sidste lag asfalt er lagt. Det er næsten et år før den oprindelige tidsplan, hvor slidlaget først skulle lægges i sommeren 2027.
Samtidig forventer Vejdirektoratet at gennemføre projektet inden for den afsatte økonomiske ramme.
Der går dog lidt tid endnu, før alle hastighedsbegrænsninger er væk. Selvom motorvejen er blevet færdig før tid, fortsætter arbejdet med de sidste støjskærme efter den oprindelige tidsplan. Trafikanterne kan derfor glæde sig over de nye spor men vil fortsat møde smalle spor og 80 km/t på enkelte strækninger frem mod foråret 2027.
Den knap fire kilometer lange støjskærm ved Aarhus Syd, der skal dæmpe trafikstøjen for de mest støjbelastede boliger i Hørning, er dog netop blevet færdig - og dermed også det lange vejarbejde.
Samlede gevinster for trafikanter og samfund
Med de ekstra spor bliver der ikke bare bedre plads på motorvejen. Trafikanterne kan også se frem til færre køer og kortere rejsetid. Særligt i myldretiden forventes de at mærke forskellen, når motorvejen nu kan håndtere langt flere biler.
Samtidig forventes det, at udbygningen fører til færre ulykker, både fordi mere trafik flyttes fra de mindre veje til motorvejen, hvor risikoen for ulykker er lavere, og det ekstra spor giver mere plads til at flette og overhale.
Og gevinsterne rækker også ud over den enkelte trafikant.
De samfundsøkonomiske beregninger fra 2020 viser en samlet nettogevinst på cirka 2 milliarder kroner over en periode på 50 år. Det skyldes især de mange sparede timer på vejen.
Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan åbne motorvejen før tid og inden for den planlagte økonomi. Men det vigtigste er, at vi kan give trafikanterne en lettere hverdag og spare både pendlere og erhvervsliv for en masse tid på vejene. Og så skylder vi trafikanterne en stor tak for deres tålmodighed undervejs, siger Robin Højen Madsen.

Fakta om den store udbygning mellem Aarhus S-N
*Samfundsøkonomiske beregninger fra 2020 |
OBS: Læs også om udbygningen mellem Vejle og Skanderborg
Udbygningen af E45 mellem Vejle og Skanderborg samt mellem Aarhus S og Aarhus N er en del af Infrastrukturplan 2035. Begge projekter startede i 2023, og nu er begge strækninger klar med tre spor i hver retning.
Se også: Nu sker det: Seks spor på E45 hele vejen fra Vejle til Skanderborg | Vejdirektoratet
