”Vi inviterer alle aarhusianere indenfor i vores nye lokaler, som vi virkelig glæder os til at vise frem og sætte strøm til. Udover at se lokalerne, så kan gæsterne glæde sig til at opleve spirende talenter fra Grobund Bandakademi samt fremadstormende DAYYANI på den nye scene, når de spiller koncerter i løbet af eftermiddagen,” fortæller Carsten V. Nielsen dir. TRAIN.
Dørene åbner kl. 13.00, hvor man kan bevæge sig rundt og se lokalerne, og kl. 14.00 starter koncerterne med Grobund og kl. 16.00 går DAYYANI på scenen på TRAIN.
En del af kulturbydelen Sydhavnen
Med to nye koncertsale, større kapacitet, topmoderne lyd- og produktionsfaciliteter og en central placering i Aarhus’ nye kulturbydel i Sydhavnen er TRAIN et musikalsk kraftcenter for hele Aarhus, Østjylland og Danmark.
Det nye TRAIN bliver en af de bærende kulturaktører i Sydhavnen, hvor Aarhus Kommune ønsker at skabe en levende bydel med kunst, kultur, kreative erhverv og social bæredygtighed. Projektet har været undervejs i otte år og forventes samlet at koste omkring 45 mio. kr. i etableringsomkostninger.
Der er bygget to helt nye koncertsale. TRAIN er den største med en kapacitet på ca. 1.500 gæster ved billetsalg og op til 1.650 i alt. Salen får balkon, niveaudelt publikumsområde, stor scene, moderne lyd, lys og skærmteknik samt tidssvarende backstage- og produktionsfaciliteter.
Sal 2 er blevet døbt TRACK, og her er kapaciteten på ca. 350 gæster ved billetsalg og op til 400 i alt. Salen er akustikreguleret, med nyt lyd- og lys-system - og indrettes med fleksibilitet til flere typer af opstilling og indhold.
Begge sale kan bruges til liveindspilninger, kurser, undervisning og kompetenceudvikling. I direkte forlængelse af TRAIN etableres Lydbyen/Lydhavnen med studie-, produktions- og lydfaciliteter, hvilket styrker koblingen mellem livekoncert, indspilning og professionel musikproduktion.
“TRAIN er drevet af en urokkelig skabertrang, kærlighed til musikken og ikke mindst lysten til at skabe uforglemmelige musikoplevelser. Det har længe været en drøm at udvide rammerne for musikken i Aarhus. Det er nu blevet en realitet på Sydhavnen, hvor vi med to nye topmoderne koncertsale, opdaterede faciliteter til publikum, musikere og produktion kan åbne for et helt nyt kapitel i byens musikliv. Vi skal styrke musikken, de store oplevelser, fællesskabet og sammenholdet, talentudviklingen og de nye generationers møde med musikkens kvaliteter. For byen og for det øvrige land,” fortæller Carsten V. Nielsen.
Der er gratis adgang til åbent hus og de to koncerter søndag d. 13. september på TRAIN.
Fakta om åbent hus på TRAIN:
Søndag den 13. september:
Kl. 13.00: Åbent hus starter
Kl. 14.00: Grobund går på scenen på TRAIN
Kl. 16.00: DAYYANI går på scenen på TRAIN
Kl. 17.00: Åbent hus slutter
Det kræver ikke tilmelding – bare mød op.
Adresse: Kalkværksvej 13, 8000 Aarhus
