Ukendt gerningsmand efterlyses i sag om blufærdighedskrænkelse
Østjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at få identificeret en pt. ukendt gerningsmand, der er mistænkt for at have begået blufærdighedskrænkelse i et stormagasin i Aarhus C.
Mandag den 30. november modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand angiveligt forsøgte at filme andre gæster med et kamera på et kundetoilet i Magasin.
Ifølge anmeldelsen fandt optagelserne sted kortvarigt om formiddagen, inden kameraet – der var blevet efterladt på toilettet af den formodede gerningsmand – blev overdraget fra personalet på stedet til politiet.
Kameraet og optagelserne er fortsat i politiets varetægt, og der fremgår ingen identificerbare personer på optagelserne foruden den mistænkte i sagen.
