NRGi har åbnet kandidatopstillingen til repræsentantskabsvalget i Aarhus, hvor de valgte repræsentanter er med til at sætte retningen for den østjyske energikoncern.
Og netop muligheden for at engagere sig og få indflydelse er en vigtig del af det at være medejer af NRGi, lyder det fra Jens Myrup Pedersen, bestyrelsesleder i NRGi.
Vi er ejet af 235.000 østjyder, og som andelshaver har man mulighed for at få indflydelse på det, vi ejer sammen. Derfor er det også altid noget særligt, når vi har valg. Det er her, andelshaverne kan stille op og bringe deres erfaringer og perspektiver i spil siger Jens Myrup Pedersen, som tilføjer:
Som repræsentantskabsmedlem har man nemlig en vigtig stemme og er med til at præge NRGis rolle i elektrificeringen af samfundet og udviklingen af vores lokalområde. Så jeg håber selvfølgelig, at mange aarhusianere griber muligheden for at stille op til valget.
Repræsentantskabet består af 100 medlemmer, som er valgt af og blandt NRGi’s 235.000 andelshavere. Ved det kommende valg i Aarhus er 53 af pladserne på valg. Repræsentanterne er blandt andet med til at vælge NRGi’s bestyrelse, drøfte NRGi’s udvikling og bringe andelshavernes perspektiver i spil.
Et repræsentantskab med plads til forskellighed
Til det kommende repræsentantskabsvalg håber NRGi på et bredt felt af aarhusianske kandidater.
For skal repræsentantskabet være en stærk stemme for andelshaverne, er det vigtigt, at det favner bredt, mener Jens Myrup Pedersen.
Vi ønsker naturligvis et repræsentantskab, der afspejler det Østjylland, vi er en del af. Derfor håber vi at se kandidater med mange forskellige baggrunde og erfaringer. Nogle kommer måske fra erhvervslivet, andre fra foreningslivet, uddannelsesverdenen eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at man har lyst til at engagere sig og være med til at repræsentere de 235.000 østjyder, der i fællesskab ejer NRGi siger Jens Myrup Pedersen
Fakta om repræsentantskabsvalget i Aarhus
NRGi’s repræsentantskab består af 100 medlemmer, der er valgt af og blandt energikoncernens andelshavere.
Man er automatisk andelshaver i NRGi, hvis ens bolig, sommerhus eller virksomhed er tilsluttet elnettet hos KONSTANT. Man behøver således ikke at være elkunde hos NRGi for at være andelshaver.
For at stille op skal man være andelshaver i NRGi, være fyldt 18 år og bo i et af de fire valgdistrikter i Aarhus:
- Valgdistrikt A (Aarhus I): Egå, Lisbjerg, Skæring, Nye, Lystrup, Hjortshøj, Skødstrup, Løgten, Søften, Trige og Spørring
- Valgdistrikt B (Aarhus II): Skejby, Risskov, Vejlby, Risvang og Hasle
- Valgdistrikt C (Aarhus III): Trøjborg, Midtbyen og Aarhus Ø
- Valgdistrikt D (Aarhus IV): Havnen, Frederiksbjerg, Marselis og Åbyhøj
Ved valget i Aarhus skal der vælges 53 medlemmer til NRGi’s repræsentantskab.
Kandidatopstillingen er åben frem til 1. december 2026, og selve valget afholdes fra 26. januar til 9. februar 2027.
