
Bubber og Malene Qvist er i spidsen for årets festforestilling, hvor publikum kan opleve det bedste af det bedste inden for cirkusverdenen: prisvindende artister, spektakulære stunts og ægte cirkusmagi.
Forestillingen har modtaget fantastiske anmeldelser i pressen. CPH Culture har givet 5 stjerner og skriver ”Forrygende flot. Den smukkest tænkelige hyldest. En forrygende flot cirkusforestilling. Artister i verdensklasse. Man tror ikke sine egne øjne”, mens Yde News ligeledes har givet 5 stjerner og skrevet “En sejr for dansk cirkus. Cirkus i sin reneste form. Nervepirrende på den helt rigtige måde”.
Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler:
Da jeg stod i manegen første gang som cirkusdirektør i 1976, havde jeg aldrig forestillet mig, at vi 50 år senere skulle fejre denne milepæl. Da jeg blev født, proklamerede min far, at jeg skulle være cirkusdirektør. Det var 9 år før, han grundlagde Cirkus Arena, så han havde en retning, længe før andre så vejen. Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der hylder cirkuskunsten, vores artister og publikum, der har fulgt os gennem generationer. Det er en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi – med duften af savsmuld, imponerende artister og spektakulære overraskelser. Det er rigtig cirkus.
Jubilæumsshow i verdensklasse
Publikum kan i 2026 opleve nogle af cirkusverdenens absolut stærkeste navne. Den prisvindende rola rola-duo Quincy Azzario og Rubel Medini har tilsammen 9 verdensrekorder og balancerer bogstaveligt talt på kanten af det umulige. Duo Costache, der er kendt for ekstrem styrke og flere end 20 verdensrekorder, er tilbage med et nyt spektakulært nummer skabt specielt til jubilæumssæsonen.
Hestene spiller også en central rolle i showet. Truppen Donnert, en af cirkusverdenens mest anerkendte rytterfamilier, optræder med både poetisk pas de deux på hesteryg og hæsblæsende jockey-ridt – discipliner, der sjældent opleves i dansk cirkus.
Et af forestillingens helt store højdepunkter er Kelly Folco, som kører på en ethjulet cykel bestående af 15 hjul stablet oven på hinanden. Hun befinder sig mere end otte meter over manegen, mens hun i fuld balance bevæger sig frem – et svimlende syn, der får publikum til at holde vejret.
Derudover fylder Juan Pablo Martinez manegen med eksplosiv tempojonglering, Christofer Eötvös bringer illusioner og magi ind i forestillingen, og publikum møder søskendeparret Sara og Gabriel Dell’Acqua, blot hhv. 10 og 16 år gamle, som med sit fænomenale håndstandsnummer repræsenterer næste generation af cirkusartister. Ydermere kan publikum se frem til at opleve Alfons Donnert med eminent diabolo-jonglering. Alfons Donnert har down syndrom og viser, hvor langt et menneske kan nå, når det bliver mødt at tillid og forventninger frem for begrænsninger og fordomme.
Bubber og Malene Qvist præsenterer magien
Bubber er tilbage som sprechstallmeister og har endnu en gang Malene Qvist ved sin side efter de to seneste sæsoners anmelderroste forestillinger. Malene, kendt fra poptrioen Sukkerchok og som børnevært fra bl.a. Ramasjang og Rasmus Klump-universet, har taget cirkusmanegen med storm og bidrager med energi, musikalitet og varme.
Bubber fortæller:
I 2026 fejrer vi ikke bare et jubilæum – vi fejrer et livsværk. Publikum kan glæde sig til et helt nyt show, hvor cirkuskunsten foldes ud i sin fulde styrke. Publikum kan forvente at blive overrasket, fascineret og rørt – det bliver en uforglemmelig oplevelse!
Malene Qvist supplerer:
Cirkus er magisk, fordi det samler os om noget helt særligt. Latteren, gispene, forventningens glæde – det er noget, der mærkes i hele kroppen. Jeg glæder mig til at tage publikum med på denne fantastiske rejse og til at fejre Hanne og Benny Berdinos 50 års jubilæum.
Cirkus i Lystrup
Cirkus Arena spiller i Lystrup i det store cirkustelt ved Lystrup Centervej mandag 20. april. Billetter kan købes på Cirkus Arena – Nordens Største Cirkus, og der er rift om teltets bedste pladser.