De nyslåede danske mestre i fodbold fra Aarhus er ikke bare helte på fodboldbanen. Også udenfor banen er de klar til at kæmpe for en vigtig sag: 20.000 danskere med sclerose og deres familier. Det sker, når spillernes kamptrøjer sættes på auktion i samarbejde med Scleroseforeningen.
AGF’s kommercielle direktør Rasmus Nørgaard Hansen forklarer baggrunden for initiativet:
”Ideen til auktionen opstod, fordi ’vores egen’ Martin Jørgensen er mangeårig ambassadør for sclerosesagen. Og til sommer skal både vores direktør og jeg selv med på Cykelnerven, hvor vi sammen med 500 andre skal cykle Tour de France-bjergstigninger i Frankrig, mens vi indsamler midler til forskning i sclerose. Derfor var det også helt oplagt at bruge noget af al opmærksomheden omkring AGF lige nu til at støtte en vigtig sag.”
Danmark har den højeste forekomst af sclerose i verden, og kamptrøjerne sættes nu på auktion for at samle penge ind til forskning i sygdommen, som knap 20.000 danskere lever med.
”I Scleroseforeningen er vi beærede over den gestus, AGF viser alle danskere med sclerose tæt inde på livet. At klubben vælger at bruge en så historisk anledning til at vise deres støtte, vidner virkelig om en generøsitet og et overskud, som gør stort indtryk. Fodbold har bare den der helt særlige evne til at forene og samle os som danskere,” siger Klaus Høm, adm. direktør i Scleroseforeningen, som står bag cykelløbet Cykelnerven.
AGF og Scleroseforeningen sætter i fællesskab spillertrøjerne fra kampen i Brøndby sidste søndag på auktion. Auktionen løber frem til næste fredag den 22. maj. Her får alle fans og samlere chancen for at byde på en spillertrøje og få et minde for livet - og samtidig støtte vigtig forskning i sclerose.
Multipel sclerose, også kaldet MS, er en alvorlig, fremadskridende og uhelbredelig sygdom, der angriber centralnervesystemet, dvs. hjerne, rygmarv og synsnerver. Sygdommen kan medføre tab af førlighed og kognitive funktioner.
Fakta om sclerose i Danmark
Knap 20.000 danskere lever med sclerose, og hvert år får ca. 700 danskere diagnosen sclerose
Danmark har verdens højeste forekomst af sclerose per indbygger, og antallet af danskere med sclerose er tredoblet de seneste 30 år
2 ud af 3, der får sclerose, er kvinder, og diagnosen stilles typisk i alderen 25-45 år
Ca. hver tredje dansker med sclerose i den erhvervsaktive alder er på førtidspension
Omkring 10.000 børn og unge under 18 år har en forælder med sclerose
Flere end 100.000 danskere er pårørende til en person med sclerose
Scleroseforeningen er den største bidragsyder til dansk scleroseforskning og støtter dansk og international forskning med 20 mio. kr. hvert år
Scleroseforeningen har knap 100.000 medlemmer og støtter.
