16. april 2026

|

Pressemeddelelse

Den japanske bogsensation SMØR udkommer på dansk –forfatteren besøger Danmark

Romanen SMØR er blevet kaldt en sensation - den har toppet bestsellerlisterne med en million solgte engelske eksemplarer og sat misogyni og kropsidealer til debat på en måde, der er svær at glemme, når først man har læst bogen. Romanen vandt prisen for årets skønlitterære debut ved British Book Awards og blev udnævnt til Waterstones Book of the Year, da den udkom i England. Asako Yuzuki kommer til Danmark i forbindelse med udgivelsen.

Den japanske bogsensation SMØR udkommer på dansk –forfatteren besøger Danmark
Af: Forlaget Klim | Foto: Junya Inagaki

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Asako Yuzukis roman er baseret på den virkelige "Konkatsu Killer"-sag fra 2009 (konkatsu betyder ægteskabsjagt), hvor den 35-årige Kanae Kijima blev dømt for at have forgiftet tre mænd efter at have lokket dem med sin madlavning. Som research til romanen tilmeldte Asako Yuzuki sig endda den eksklusive kokkeskole i Tokyo, som Kijima deltog i.

I bogen får den kvindelige journalist Rika lov at besøge den fængslede Kajii for at lave en række interviews med hende. Kajii vil ikke tale om sin dom for tre mord, så i stedet taler de to om mad, restaurantbesøg og opskrifter. Kajii er nemlig lidt af en gourmetkok og en kendt mad-influencer. Mødet med Kajji sender Rika på en rejse tilbage til traumer fra barndommen og en genopdagelse af mad, kropsglæde og nydelse.

Romanen har tiltrukket sig stor opmærksomhed for en enestående sanselig beskrivelse af mad kombineret med en ubarmhjertig kritik af et moderne samfund, hvor kvinders krop, arbejde og rolle i familien på næsten usynlig vis underlægges kontrollerende normer.

Yuzuki har udtalt, at hun skrev romanen for at sætte fokus på kvindeundertrykkende elementer i det moderne Japan. Hun forventede, at den i Europa ville blive set mere som en dystopi, da hun antog, at man her var kommet længere med ligestilling. Men hun bliver nu mødt af sine europæiske læsere, der siger, at de genkender misogynien forklædt som 'sundhed' og 'kropsidealer'.

SMØR udkommer på dansk den 21. maj i den udforkortede japanske udgave, oversat af Mette Holm. Den engelske oversættelse af bogen rummer en række forkortelser, som oversætteren og det danske forlag ikke har ønsket at følge. Flere af dem bekriver nogle af de mere voldsomme og ubehagelige detaljer i historien.

Asako Yuzuki kan opleves i København den 2. juni og i Aarhus den 3. juni, hvor hun gæster festivalen LiteratureXchange til et optakstarrangement.

Event Information