10. september 2026

|

Pressemeddelelse

Den seriøse kunst at designe klovneri

Forskningen i hospitalsklovne er vokset betydeligt de seneste år, og meget af den har dokumenteret målbare effekter af mødet mellem næse og patient: mindre angst, mindre gråd, mere ro omkring behandling. Men der findes ikke megen viden om, hvilke legende strategier der ligger bag den positive effekt.

Den seriøse kunst at designe klovneri
Af: Designskolen Kolding | Foto: De Danske Hospitalsklovne

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Ny forskning fra Designskolen Kolding undersøger den særlige klovnefaglighed og viser, hvordan design gør leg mulig i sårbare situationer i børns og familiers liv. 

Hvis det føles forkert at møde en situation med leg, kan det netop være det, der er brug for.

Når en hospitalsklovn træder ind på en hospitalsstue, bevæger den røde næse sig ind i en virkelighed præget af behandling og bekymring, men med hospitalsklovnens faglighed kan rummet komme til at føles en smule anderledes end før. Det er den forskydning, en forskergruppe på Designskolen Kolding arbejder med at forstå.

Forskergruppen har gennemgået international litteratur, hvor hospitalsklovnenes særlige legekvaliteter er beskrevet tydeligt nok til at blive analyseret. På tværs af lande, fagområder og kulturtraditioner er de samme små spor dukket op, og på basis af dem er et nyt designfagligt begreb fundet frem.

Sporene i litteraturen er blevet samlet i begrebet ’transcenderende leg’. Det beskriver, hvordan en hospitalsklovn kan løfte barnets oplevelse af situationen til et sted med fantasi, glæde og deltagelse. Den opdagelse er netop udsendt i en videnskabelig artikel, der er udgivet af det fagfælde-bedømte magasin International Journal of Play.

På tværs af studierne peges der på den samme kvalitet: at klovnen kan åbne et andet rum i hospitalets virkelighed, der kan betegnes som transcenderende for deltagerne. Ved at inddrage velkendte begreber fra designforskningen, gør vi hospitalsklovnens arbejde til en faglig forståelse af de betingelser, der skal være til stede, for at legen kan opstå i et sårbart rum siger lektor Sofie Kinch fra Designskolen Kolding, der er hovedforfatter på artiklen

Den nye forståelse er allerede ved at blive afprøvet i samarbejdet mellem Danske Hospitalsklovne, Aarhus Universitetshospital og Designskolen Kolding, hvor den mobile behandlingsplatform, Klovnbulancen, blev lanceret tidligere i år. Det åbner for nye designfaglige muligheder:

For mig peger det her på et skifte i måden, designforskningen kan arbejde med leg i sårbare situationer. Vi kan bruge design til at undersøge, hvad leg åbner for, og hvordan rammer, materialer og praksisser kan skabe betingelser for deltagelse, fantasi og nærvær i situationer, hvor menneskers mulighedsrum er meget begrænset siger Sofie Kinch

Læs hele nyheden i nyhedsbrevet fra Designskolen Kolding

I den nye udgave af nyhedsbrevet fra Designskolen Kolding er der en populærvidenskabelig artikel, der beskriver både fundet og perspektiverne for forskningen bag hospitalsklovnens faglighed og det design, der skaber rammerne for en positive effekt. Her er også link til den videnskabelige artikel, der beskriver klovnefagligheden set fra et designperspektiv.

Nyhedsbrevet fra Designskolen Kolding udkommer som udgangspunkt hver anden uge, og har hver gang nyt om designforskning og projekter, hvor Designskolen Kolding bidrager med viden og ekspertise.

I dette nummer kan man også læse:

”Når en engangsble åbner for et systemspørgsmål”

Et af ældreplejens mest kendte engangsprodukter viser, hvorfor bæredygtighed i sundheds- og plejesektoren kræver mere end nye materialer. Forskningen rummer mange bud på bedre produkter og affaldsløsninger, men kun få studier undersøger det samlede system. Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet og Designskolen Kolding, der samtidig peger på et overset potentiale i samspillet mellem materialer, plejepraksis og affaldshåndtering.

”Fra Cusco til Kolding: Simona har fået nye perspektiver på materialer og accessory design”

Med støtte fra Dronning Margrethes Jubilæumslegat rejste accessory design-studerende Simona Shakira Mamani Jensen til Cusco i Peru for at komme tættere på både metalarbejdet og den peruvianske del af sin baggrund. To ugers praktik hos en lokal guldsmed gav hende nye håndværksmæssige færdigheder, men også en anden ro og nysgerrighed, som hun tager med tilbage i sit designarbejde.

Find hele nyhedsbrevet her.

Nøgleord
Teknologi & videnskabSundhedBørn & unge
Event Information