
Hvordan lyder en 3-retters gourmetmenu for 250 kr.? I efterårsferien er dét netop tilbuddet hos syv restauranter her i Aarhus, når der afholdes Dining Week. Det er Nordens største restaurantfestival, og igen i år åbner de tilmeldte restauranter dørene op for en helt særlig spiseoplevelse.
Hvert år når kalenderen siger efterårsferie, samler Dining Week danske restauranter og tusinder af madentusiaster til en uge i madens tegn.
I år når festivalen nye højder og slår rekord med over 245 restauranter på festivalprogrammet på tværs af Danmark.
Nordens største restaurantfestival
Restaurantfestivalen så dagens lys i 2011, og lige siden har den vokset sig større og større. Og ifølge en pressemeddelelse, er det i dag Nordens største restaurantfestival.
Her 13 år senere er konceptet stadig det samme, nemlig at udvalgte restauranter tilbyder en nøje sammensat menu til en fast pris. Det giver restauranterne mulighed for at planlægge deres indkøb bedre, da de ved, hvad alle gæster skal have at spise. Derfor kan de spisende gæster prøve kræfter med spisestederne til en fordelagtig pris.
Spis dig igennem efterårsferien
Fra den 11. til og med den 20. oktober kan gæster her i Aarhus vælge mellem syv restauranter, der hver især disker op med enten en særlig 3-retters menu eller en 5-retters menu til en skarp pris.
Det er en enestående mulighed for at udforske de mange kulinariske oplevelser, byen har at byde på. Festivalen er for alle, og der er mange forskellige slags restauranter med – så der er noget for enhver smag.
Se mere og køb din billet her.