14. juli 2025

|

Pressemeddelelse

Døgnrytmelys og amber skaber bedre rehabiliteringsmiljø på Regionshospitalet Hammel Neurocenter

I samarbejde har Teamtronic og MO2 leveret en avanceret belysningsløsning, der kombinerer døgnrytmelys med specialudviklet amber-teknologi for at støtte både patienters og personales trivsel.

Døgnrytmelys og amber skaber bedre rehabiliteringsmiljø på Regionshospitalet Hammel Neurocenter
Af: Teamtronic | Foto: Teamtronic

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
På Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor patienter med erhvervet hjerneskade gennemgår intensiv rehabilitering, spiller lyset en aktiv rolle i behandlingsmiljøet.
Øget energiniveau og bedre søvn
Menneskets døgnrytme er tæt forbundet med den naturlige vekslen mellem lys og mørke. Når store dele af døgnet tilbringes indendørs – som det ofte er tilfældet for patienter og personale på et hospital – kan det forstyrre kroppens naturlige rytmer og påvirke både energi, humør og søvnkvalitet negativt. Specialtilpasset døgnrytmelys kan genskabe variationerne i naturligt dagslys og dermed understøtte en stabil døgnrytme. På Hammel Neurocenter skifter belysningen automatisk i takt med døgnets gang: fra en varm, blid belysning om morgenen over kraftigt dagslys midt på dagen til dæmpet, varmt lys om aftenen og natten. Denne dynamik bidrager til bedre søvn, øget energiniveau hos patienterne og et roligere arbejdsmiljø for personalet.
Amber – skånsomt lys i nattetimerne
Som noget nyt på hospitalet er der i projektet anvendt Tunable White amber-teknologi, der gør det muligt at anvende skånsomt, varmt lys uden indhold af blå lys. Amber-lyset, som befinder sig i det orange-røde spektrum omkring 590–610 nanometer, er særligt velegnet til brug i nattetimerne, hvor det understøtter søvn ved at minimere forstyrrelser – samtidig med at det giver tilstrækkeligt orienteringslys for personalet. En vigtig egenskab ved amber-lyset er, at det har en meget lav melanopic Ratio (Melanopisk DER, MDER) som er et mål for lysets påvirkning af kroppens døgnrytme via det biologiske system. Jo lavere melanopic, desto mindre påvirkes kroppens biologiske processer, herunder produktionen af søvnhormonet melatonin. Det skyldes, at lyset i denne del af spektret i mindre grad aktiverer de særlige lysfølsomme celler i øjet, som kommunikerer med hjernens indre ur og regulerer døgnrytmen. Derfor er amber-lys ideelt i nattetimerne, hvor man ønsker at undgå overstimulering og sikre optimal søvnkvalitet – både for patienter og personale. I modsætning til traditionelle Tunable White-løsninger, hvor varme og kolde dioder blandes for at skabe forskellige farvetemperaturer, er amber-dioderne i denne løsning placeret som single chip dioder på PCB-board. Denne tekniske opbygning giver en renere spektral fordeling og mere kontrolleret amber-lyskvalitet, hvilket er særligt vigtigt i følsomme rehabiliteringsmiljøer som Hammel Neurocenter. Det sikrer, at lyset opfylder både visuelle og biologiske krav uden at overstimulere patienter eller forstyrre deres søvn-vågen-cyklus.
Intelligent styring fra MO2
MO2 har leveret lysstyringen og programmeringen af døgnrytmelyset på projektet. Alle belysningsarmaturer er leveret af Teamtronic og koblet til et intelligent system, der muliggør både automatisk døgnrytmebelysning og manuelle valg af forskellige lysscenarier. På personalerummet er der installeret et kontrolpanel med adgang til foruddefinerede lysscenarier som ”Afslapning”, ”Akut” og ”Døgnrytme”. Lysscenarierne er udviklet og programmeret af MO2 i tæt samarbejde med personalet på Hammel Neurocenter for at sikre, at funktionalitet og lysmiljø understøtter både klinisk arbejde og patients trivsel – og samtidig overholder gældende lyskrav.
Lys, der støtter helingsprocessen
Installationen på Regionshospitalet Hammel Neurocenter er et eksempel på, hvordan målrettet anvendelse af døgnrytmelys og amber-teknologi kan forbedre rehabiliteringsmiljøer. Teamtronics lystekniske løsninger kombineret med MO2's evidensbaserede styring skaber rammerne for øget velbefindende, bedre søvnkvalitet og et mere roligt arbejdsmiljø – til gavn for både patienter og personale.
Event Information