”Fællesskab der forbinder” skal skabe "frirum" hvor aktiviteter kan fungere som katalysator for nye relationer og muligheder. Et rum hvor unge og voksne med anbringelseserfaring kan mødes om fælles aktiviteter, opbygge relationer og få nye redskaber til at mestre livet. Mange i målgruppen oplever ensomhed, manglende netværk og psykiske udfordringer og her spiller fællesskabet en afgørende rolle.
”I Baglandet ved vi, hvor stor betydning det har at møde andre, der deler ens erfaringer. Med donationen får vi mulighed for at styrke fællesskabet gennem ture/udflugter og kreative workshops. I Baglandet er fællesskabet centralt da det danner grobund for, at man føler sig hjemme, opbygger relationer og får mod på at tage del i livet omkring sig. Det handler i bund og grund om at give mennesker en oplevelse af at høre til,” siger Mitja H. Kobberup fra Baglandet.
Ud af isolation og ind i netværk
Projektet består af en række konkrete aktiviteter. Blandt andet gennemføres udflugter og sociale ekskursioner, der skaber nye oplevelser og fælles referencer. Aktiviteterne fungerer som en indgang til fællesskabet og skaber grobund for relationer, der rækker ud over selve aktiviteterne. Målet er, at fællesskabet bliver stærkere og deltagerne opbygger netværk, øger deres trivsel og måske får mod på at opsøge og tage del i andre aktiviteter.
Hos LB Foreningen ser man projektet som et vigtigt bidrag til at styrke lokale fællesskaber for en sårbar målgruppe.
”Projektet adresserer en vigtig udfordring ved at skabe trygge rammer, hvor tidligere anbragte kan mødes og opbygge relationer. Det er et stærkt eksempel på, hvordan fællesskaber kan være med til at forebygge ensomhed og styrke den enkeltes muligheder for et godt liv,” siger Kenneth Thomassen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen, Region Midtjylland.
Frivillig forankring
Baglandet er båret af at være et frivilligt tilbud til nuværende og tidligere anbragte, hvilket er med til at skabe åbenhed og tillid. Samtidig ønsker Baglandet at styrke mulighederne for inddragelse af frivillighed omkring relevante aktiviteter og arrangementer, hvor frivilliges engagement og forskellige erfaringer kan bidrage til fællesskab og skabe nye muligheder.
Med projektet forventer Baglandet blandt andet at gennemføre en række udflugter og kreative workshops med stabil deltagelse, styrke deltagernes trivsel, skabe netværk og mod på aktiviteter der rækker ud over Baglandet.
“Fællesskab der forbinder” skal dermed være med til at flytte fokus fra udfordringer til ressourcer – og skabe et bæredygtigt fællesskab, hvor tidligere anbragte kan finde støtte, styrke og nye muligheder.
Sammen med de 48.000 kr. modtager Baglandet også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummeret og signeret af kunstneren selv.
OM BAGLANDET
Baglandet Aarhus er et mødested og rådgivningstilbud for personer, der er eller har været anbragt uden for hjemmet. Baglandet tilbyder støtte, rådgivning og fællesskab med andre, der har lignende erfaringer. Her er der mulighed for at få hjælp til personlige udfordringer, udbygge sit netværk og dele erfaringer i trygge rammer. Baglandet ligger i Åbyhøj i Aarhus. Man behøver ingen henvisning, og det er gratis at benytte tilbuddet. Brugerne registreres ikke, og man bestemmer selv, hvilke aktiviteter og tilbud man ønsker at deltage i. Baglandet er et stof- og alkoholfrit sted med fokus på tryghed, fællesskab og respekt. Læs mere om Baglandet på deres hjemmeside www.baglandet.dk
OM LB FORENINGEN
LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.
OM LB FORENINGEN REGION MIDTJYLLAND
LB Foreningen i Region Midtjylland repræsenteres af 12 delegerede, der er valgt blandt de ca. 120.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Midtjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk
