Antibiotikaresistens er et hastigt voksende globalt sundhedsproblem. Når bakterier udvikler resistens over for antibiotika, bliver infektioner vanskeligere at behandle. Men hvad sker der egentlig i samspillet mellem medicinrester i miljø og fødevarer og de dyr og mennesker, der lever der? Hvad sker der, når der er resistensgener i floden, og børn bader eller malkekvæg drikker vandet? Det er nogle af de spørgsmål, det nye internationale forskningsprojekt skal søge at besvare på grundlag af en biosocial tilgang.
Projektet har modtaget en prestigefuld ERC-Synergy bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd, som har ønsket at støtte det ambitiøse samarbejde på tværs af antropologi, mikrobiologi og Science and Technology Studies (STS). Projektet ledes fra dansk side af Jens Seeberg, der gennem mere end 20 år har forsket i sygdom, sundhed og antibiotikaresistens med særligt fokus på Indien og Nepal.
Antibiotikaresistens på tværs af faggrænser
Antibiotika bruges ikke kun til at behandle mennesker med bakterielle infektioner. Det anvendes også i stor skala i eksempelvis svineproduktion og fiskeopdræt, ligesom rester fra medicinalindustrien og spildevand ofte ender i miljøet. Dermed kan antibiotika og resistente bakterier bevæge sig på tværs af områder, som normalt undersøges hver for sig.
Vi ved meget om antibiotikaresistens inden for specifikke felter, men vi ved langt mindre om, hvordan resistens cirkulerer mellem mennesker, dyr og miljø. Det skyldes blandt andet, at vi traditionelt har undersøgt de forskellige områder adskilt fra hinanden. Det er blandt andet den adskillelse, vi gerne vil udfordre, fortæller Jens Seeberg.
Tre floder – 14 lokalsamfund
Projektet tager udgangspunkt i tre floder i Indien og Nepal: Ganges, Bagmati og Sirsa. Floderne løber gennem meget forskellige områder, fra bjergene til lavlandet og undervejs gennem tæt befolkede byer og landbrugsområder samt regioner med intensiv medicinproduktion.
Langs floderne skal forskerne gennemføre omfattende undersøgelser i 14 lokalsamfund. Her skal antropologer følge hverdagslivet og undersøge, hvordan mennesker bruger flodvandet, holder husdyr, håndterer sygdom og anvender antibiotika.
Samtidig vil mikrobiologer indsamle og analysere prøver fra flodvand, sedimenter, og afføring fra mennesker og køer for at undersøge forekomsten af resistente bakterier og resistensgener.
Ved at integrere de forskellige typer af data i én sammenhængende biosocial analyse håber forskerne at kunne identificere sammenhænge, som hidtil har været skjult.
Hvis mennesker bader i en flod, bruger vandet til landbrug eller lader deres dyr drikke af det, hvordan påvirker det så antibiotikaresistens i de eksponerede kroppes bakterier? Det ved vi faktisk meget lidt om. Vi vil undersøge, hvad der bliver synligt, når man holder op med at adskille biologiske og sociale processer, som om de tilhørte forskellige verdener, fortæller Jens Seeberg.
Antropologien skal være med til at udvikle biosocial videnskab
Projektets ambition rækker videre end at kortlægge antibiotikaresistens langs de tre floder. Forskerne vil også udvikle en ny tilgang til det, der kaldes One Health – forståelsen af, at menneskers, dyrs og miljøets sundhed er tæt forbundet.Selvom denne sammenhæng længe har været anerkendt, er det ifølge Jens Seeberg fortsat en udfordring at undersøge den i praksis, fordi One Health ikke har en teoretisk funderet ramme.
Vi er enige om, at menneskers, dyrs og miljøers sundhed hænger sammen. Problemet er, at vi endnu ikke for alvor har udviklet teori og metoder, der gør det muligt at analysere sammenhængene på tværs af den viden, forskellige fagligheder leverer. Det er det, vi vil forsøge at gøre siger han
Ved at sætte en biosocial analyse i centrum af projektet og undersøge kommunikative forbindelser på tværs af arter og forskellige typer af liv kombineres etnografi, mikrobiologiske og genetiske analyser og STS.
Ambitionen er at udvikle et nyt videnskabeligt fundament, hvor vi ikke blot lægger forskellige fagligheders resultater ved siden af hinanden, men derimod analyserer dem sammen. Det er en stor udfordring, men også med til at gøre projektet så spændende, fortæller Jens Seeberg.
Mere end 20 års forskning fører frem til nyt projekt
For Jens Seeberg bygger projektet videre på mere end to årtiers forskning i sygdom og sundhed i Sydasien. Han begyndte i starten af 2000'erne at undersøge tuberkulosebehandling i Indien og blev siden optaget af, hvordan resistens udvikler sig – ikke blot som et biologisk fænomen, men i høj grad som et resultat af de sociale og økonomiske forhold, mennesker lever under.
Senest har han undersøgt antibiotikaresistens i dansk svineproduktion og blandt industriarbejdere i Indien og Nepal.
Denne forskning har vist, hvordan arbejdsmiljø, sygdom og medicinsk behandling tilsammen skaber betingelserne for udvikling af resistens i kontekster med et højt antibiotikaforbrug.
Sundhedspolitisk har man fokuseret på at begrænse antibiotikaforbruget ved at ændre den enkeltes adfærd men overset strukturelle faktorer. Men hvis man for eksempel forbedrer arbejdsmiljøet for industriarbejdere og nedbringer antallet af ulykker og omfanget af sygdom, reducerer man også antibiotikaforbruget. Antibiotikaresistens skal forstås samtidigt på mikroniveau og som et resultat af samfundsmæssige forhold, fortæller han.
Ny viden skal kunne bruges i resten af verden
Selvom undersøgelserne gennemføres i Indien og Nepal, er ambitionen at udvikle viden og metoder, der kan anvendes i resten af verden. Antibiotikaresistens respekterer ikke landegrænser, og de forhold, som bidrager til udviklingen af resistens, findes over hele kloden. Projektet skal derfor ikke alene skabe ny grundvidenskabelig viden men også udvikle redskaber, som kan hjælpe myndigheder og beslutningstagere med at identificere, hvor indsatser mod antibiotikaresistens kan gøre størst forskel.
For Jens Seeberg viser projektet samtidig, hvordan antropologisk forskning i samspillet med andre fagligheder kan bidrage afgørende til løsningen af store globale udfordringer:
Antropologien er helt central, hvis vi skal forstå, hvordan antibiotikaresistens opstår og spreder sig i verden. Det handler ikke kun om bakterier og medicin, men også om menneskers liv, arbejde og de samfund, de er en del af. Derfor skal laboratorieforskning og samfundsforskning integreres. Det er afgørende, hvis vi skal finde bedre måder at håndtere problemerne på, uddyber han.
Det seksårige projekt samler forskere fra flere internationale institutioner. Ved Aarhus Universitet deltager også lektor Karen Valentin, DPU, og lektor Gauri Pathak, IKS, ligesom AU ansætter fire af de syv postdoc-forskere, der skal bidrage til de omfattende antropologiske undersøgelser og den tværgående analyse af resultaterne.
