
På søndag vil tusindvis af indsamlere rundt omkring i landet stemme dørklokker, og Børns Vilkår har mange engagerede indsamlere i Aarhus-området, der gerne vil bruge deres søndag på at hjælpe udsatte børn og unge samt en frivillig rådgiver på BørneTelefonen og HØRT, som der samles ind til.
Hjælp og rådgivning til udsatte børn og unge
De indsamlede midler vil gå til at sikre, at de mange børn og unge, der kontakter de to rådgivningslinjer, kan få hjælp, når de har brug for det.
Sidste år havde de frivillige rådgivere på BørneTelefonen og HØRT over 64.000 samtaler med børn og unge – det er det højeste antal nogensinde, og det svarer til en samtale hvert 8. minut.
Samtalerne handlede bl.a. om omsorgssvigt, selvskade, vold, selvmordstanker, mobning og ensomhed. Hver fjerde samtale handlede om psykisk mistrivsel.
Opbakning fra lokale i Aarhus
26-årige Jeppe Degn fra Aarhus skal på søndag ud at samle ind for anden gang til Børns Vilkår.
Jeppe, der til daglig er souschef i Netto, er selv far til et barn på halvandet år, og derfor går det lige i hjertet på ham, når han hører om børn, der har det skidt.
Jeppe kunne som skilsmissebarn godt selv have brugt BørneTelefonen, hvis han havde kendt til den dengang. Jeppe ser frem til at samle ind og tager en veninde med ud på ruten den 23. marts.
Frivillige fra BørneTelefonen og HØRT støtter også
En anden fra Aarhus, der skal ud at samle ind for Børns Vilkår, er Julie Thingaard fra Aarhus, der også er frivillig rådgiver på BørneTelefonen og HØRT.
Det har Julie været i et par år, og hun er utrolig glad for det. For, som hun siger, har hun et hjerte, der brænder for at gøre en forskel for børn og unge. Julie læser psykologi og finder det meget givende at besvare de henvendelser, hun får på telefon, chat og sms.
En samtale med BørneTelefonen og HØRT kan være helt afgørende for børn og unge, der har det svært, og som måske ikke har andre at gå til. Derfor skal pengene fra landsindsamlingen den 23. marts gå til at sikre, at endnu flere børn og unge kan få hjælp alle ugens dage døgnet rundt,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
BørneTelefonen og HØRT hører dagligt fra børn og unge, som blandt andet beder om hjælp til at stoppe forældrenes vold:
Min mor bliver tit virkelig sur og råber ad mig og siger nedladende ting til mig, som at jeg er en kælling, møgunge, og at ingen kan lide mig, fortæller en pige på 14 år.
Fakta:
- De indsamlede midler fra landsindsamlingen går bl.a. til, at Børns Vilkår kan åbne BørneTelefonen og HØRT flere steder i landet og dermed få tilknyttet endnu flere rådgivere.
- BørneTelefonen og HØRT har åbent alle dage, døgnet rundt på tlf. 116 111, BørneTelefonen.dk og hørt.dk.
- I 2024 havde BørneTelefonen og HØRT over 64.000 samtaler med børn og unge, hvilket er det højeste antal nogensinde.
- Det er muligt at oprette en digital indsamling her: https://indsamling.bornsvilkar.dk/landsindsamling-2025