Det er ikke bare et stort arrangement – det er et tydeligt billede på, hvad frivillighed og fællesskab kan, når vi samler kræfterne. Det er helt unikt, at vi fylder Tivoli Friheden med børn og unge, der leger, lærer og samarbejder på tværs af korps og geografi, siger Daniel, formand for PR & Kommunikation for FDF og Spejderne i Tivoli Friheden.
FDF og spejdere samler over 2.000 børn og unge i Tivoli Friheden
Aarhus bliver samlingspunkt for fællesskab og frivillighed, når FDF og spejdere indtager Tivoli Friheden.
Tivoli Friheden danner den 20.-21. september 2025 rammen om et af årets største børne- og ungdomsarrangementer, når over 2.000 FDFere og spejdere fra hele landet samles til en weekend fyldt med leg, oplevelser og fællesskab.
Arrangementet, som finder sted hvert andet år, er en fejring af det tværkorpslige samarbejde mellem FDF og spejderne. Bag kulisserne står et stort frivilligt engagement – og det er netop fællesskabet, samarbejdet og lysten til at skabe noget meningsfuldt, der er omdrejningspunktet for weekenden.
