
Flere kvinder tager på fisketur eller på jagt, der begge er hobbyer, som tidligere har været og overordnet stadig er domineret af mænd. De seneste ti år er antallet af årslicenser til fiskeri udstedt til kvinder mere end fordoblet. Det viser tal fra Fiskeristyrelsen.
I 2013 blev der udstedt små 3500 årslicenser til fiskeri til kvinder, og det tal var sidste år oppe på 10.500 årslicenser. I Region Midtjylland er fiskeriet generelt blevet mere populært, og det samlede antal af udstedte årslicenser er mere end fordoblet over de seneste ti år, hvor det er vokset fra 12.000 til 28.000 i 2023.
Flere kvinder i naturen
At kvinderne er begyndt at indtage en større plads i friluftslivet, er en tendens, man genkender hos Friluftsland i Aarhus, der forhandler outdoor-udstyr og -beklædning. Her var det for 10 år siden primært en forretning, der blev besøgt af mænd, men det har ændret sig anno 2024.
Tidligere udgjorde mænd størstedelen af kunderne i butikken, men i dag er kønsfordelingen langt mere ligelig. Outdooraktiviteter er gået fra at være en større niche til i dag at være meget udbredt i alle aldre og køn. Generelt er danskerne blevet mere opmærksomme på de unikke oplevelser, naturen kan give, og jagt og fiskeri er blot nogle af de outdooraktiviteter, som også kvinder nu har fået interesse for, lyder det fra Ken Wong Eilertsen, der er butiksansvarlig i Friluftsland Aarhus.
I 2013 erhvervede kvinderne 7,7 procent af den samlede mængde udstedte fisketegn i Danmark, mens tallet i 2023 kom op på 10 procent.
Fakta:
Friluftsland har siden 1980 forhandlet kvalitetsudstyr til outdoorlivet og er i dag en landsdækkende kæde med 12 forretninger. Virksomheden er ejet af den svenske koncern Fenix Outdoor, der blandt andet ejer det kendte mærke Fjällräven. Læs mere på Friluftsland.dk