
PRESSEMEDDELELSE FRA BB HOTELS
Erhvervslivet har fået øje på Østjylland, hvor antallet af erhvervsrelaterede overnatninger er vokset stødt. Det mærker man hos BB Hotels i Aarhus, hvor de erhvervsrejsende udgør en central del af hotellets kundesegment.
Med mere end to millioner bookninger var 2022 rekordår i den østjyske hotelbranche, hvor også antallet af erhvervsrejsende steg til vejrs. Erhvervslivet stod for mere end 800.000 bookinger, og det svarer ifølge tal fra Danmarks Statistik til 16 procent flere overnatninger end for 10 år siden.
Et af de hoteller, der har fået ekstra travlt som følge af de mange erhvervsrejsende, er BB Hotels i Aarhus. Her er efterspørgslen på erhvervsrelaterede overnatninger så stor, at virksomhedernes behov er blevet et centralt omdrejningspunkt for hotellets strategi.
Vi har gennem de seneste to-tre år spottet et stort forretningspotentiale blandt erhvervskunderne, som fylder mere og mere i vores kalender. Netop derfor spiller den type kunder i dag en endnu mere central rolle i vores strategi, og vi forsøger at imødekomme de erhvervsrejsendes behov med en god placering, konkurrencedygtige priser og et simpelt bookingsystem, siger Shejla Gunic, hotelchef hos BB Hotels.
Et spørgsmål om praktikalitet og pris
En af de firmaer, der udfylder hotelsengene hos BB Hotels på Marselisborg Havn, er Molslinjen. For dem og mange andre erhvervskunder er der fokus på pris, praktikalitet og placering, når der skal vælges hotel til medarbejderne.
Placeringen af hotellet skal gøre det nemt for vores medarbejdere at ankomme til destinationerne, så de efter en lang arbejdsdag ikke spilder unødvendig tid på eksempelvis tæt bytrafik. Samtidig værdsætter vi en effektiv reservationsproces, der gør det hurtigt at booke ophold, siger Henrik Petersen, F&B Manager hos Molslinjen.
Forudser fortsat potentiale fra erhvervslivet
Hos BB Hotels vil erhvervslivet være fokuspunktet for hotellets fremtidsplaner. For dem er der ingen tvivl om, at interessen for Aarhus og Østjylland fortsat vil vokse blandt de erhvervsrejsende.
Vi forudser, at udviklingen vil fortsætte, og derfor vil vi også i fremtiden have fokus på erhvervslivets behov, siger Shejla Gunic og tilføjer:
Østjylland har meget at byde på, og det har de øje for i virksomhederne. Vi tror på regionens potentiale for erhvervslivet og vil fortsat gøre en aktiv indsats for at tiltrække erhvervsrejsende.