En ny videnssyntese fra Aarhus Universitet samler og vurderer eksisterende forskning, der har målt effekten af tiltag, der kan mindske dødeligheden hos pattegrise. Der findes kun få studier, der har målt på effektstørrelsen af forskellige tiltag, og en del af disse er gennemført med relativt få kuld.
Blandt de undersøgte tiltag finder forskerne de største relative reduktioner ved tildeling af ekstra varme bag soen under fødslen og en intensiv personaleindsats omkring de nyfødte grise (aftørring, ilttilførsel, sugning af munde og næsehuler fri for slim).
Rapporten er udarbejdet på bestilling fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø som en del af universitetets forskningsbaserede myndighedsrådgivning gennem DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.
Hjælpen ved fødslen skal følges op
En central konklusion i rapporten er, at en intensiv indsats omkring fødslen ikke kan stå alene, hvis søerne føder flere pattegrise, end de har funktionelle patter til. Når flere grise overlever fødslen, stiger behovet samtidig for at sikre dem adgang til mælk gennem hele dieperioden.
Indsatser, der mindsker dødeligheden hos de nyfødte grise, skal derfor i praksis i langt de fleste danske besætninger kombineres med tiltag som kuldudjævning, ammesøer og/eller supplerende mælk.
Forskerne bag rapporten gør opmærksom på, at systemer, hvor flytning af grise mellem søer er en nødvendighed, giver udfordringer med smittespredning og kampe om patterne, når der skal etableres nye patteordener. Samtidig indebærer systemer med ammesøer, at mange grise fravænnes for tidligt, når deres mor skal bruges til ammeso.
Færre fødte grise kan være løsningen
Søer, der føder færre grise pr. kuld, kan mindske behovet for kuldudjævning, ammesøer og supplerende mælk, fordi antallet af pattegrise i højere grad svarer til det antal, soen selv kan opfostre.
I en undersøgelse i en økologisk besætning sammenlignede forskerne søer fra to forskellige avlslinjer. Søerne fra den linje, der fødte færre grise, havde lavere pattegrisedødelighed, mens antallet af fravænnede grise var det samme.
Der mangler dog tilsvarende undersøgelser under konventionelle produktionsforhold, hvor man har mulighed for at gribe mere ind over for de nyfødte grise fra personalets side.
Soens fodring, opstaldning og sundhed har også betydning
Rapporten gennemgår også studier, der har undersøgt tiltag, der understøtter soens faringsforløb og evne til at passe grisene og dermed har indflydelse på pattegriseoverlevelsen. Det gælder blandt andet fodring, der sikrer energi omkring faring, mulighed for redebygning, tilvænning til farestalden og forebyggelse af sygdomme og halthed.
Tiltagene kan forbedre forholdene for både so og pattegrise, men ændrer ikke ved begrænsningen i antallet af funktionelle patter.
Forskerne understreger, at effekten af de forskellige tiltag vil afhænge af den konkrete situation og besætning, og at man derfor altid må tage udgangspunkt i de konkrete årsager til dødeligheden i en besætning, når man tager stilling til, hvilke tiltag, der vil være mest effektive.
