23. januar 2025

|

Pressemeddelelse

Interessen for zink er i fremgang: Aarhus-virksomhed flytter sit varelager til gavn for både kunder og miljø

Til marts flytter Rheinzink sit varelager fra Aarhus til Hamborg for på den måde at følge med efterspørgslen.

Interessen for zink er i fremgang: Aarhus-virksomhed flytter sit varelager til gavn for både kunder og miljø
Af: Rheinzink | Foto: Rheinzink

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Rheinzink flytter deres varer til koncernens etablerede lager ved Hamborg for at følge med den stigende efterspørgsel på zink. Herfra kan de optimere leverancerne, da en større del af varerne så kan komme direkte ud til kunderne uden først at skulle igennem både Brabrand og Haderslev. Udover at spare tid giver den nedbragte transport også en fordel i miljøregnskabet som en naturlig modernisering af forretningen. Zinkproducentens regnskabsår begyndte flot i oktober, og kombineret med den forestående lagerflytning kigger de optimistisk ind i resten af 2025.
Naturlig udvikling
Efterspørgslen på zink er i vækst, og derfor moderniserer Aarhus-virksomheden Rheinzink forretningen for at følge med markedet. Det næste skridt i processen kommer til marts, hvor zinkproducenten flytter sit varelager fra Aarhus til et af koncernens etablerede lagre nord for Hamborg.
Flytningen af varerne er en del af en naturlig udvikling for os, hvor vi hele tiden forsøger at optimere vores leverancer, fortæller Anne Mette Weng, adm. direktør hos Rheinzink, og fortsætter: Vi har lyttet til kunderne og på den baggrund fundet frem til, at vi med en flytning hurtigere og bedre kan servicere dem. Derfor har vi valgt at rykke vores lagervarer til Hamborg, hvor det nordtyske varelager har ligget siden 1979.
For Rheinzink starter regnskabsåret i oktober, og deres seneste Q1 er ifølge Weng gået langt over forventningerne. Af den grund kommer flytningen af varer på et godt tidspunkt for forretningen, som derved står endnu stærkere til at imødekomme den voksende markedsinteresse i 2025.
Følger markedet med øget miljøfokus
Det er dog ikke kun på baggrund af kundernes ønsker, at Rheinzink har valgt at flytte deres produkter til det veletablerede, tyske lager. Anne Mette Weng forklarer:
Vores varer bliver produceret på Rheinzinks tyske fabrik i Datteln, og indtil nu er en større andel af dem så blevet transporteret til vores hovedkontor i Brabrand og tilbage sydover til Haderslev for at blive distribueret ud derfra. Med flytningen til lageret i Hamborg bliver zinkens rejse dermed betydeligt kortere, og det giver nogle miljømæssige fordele.
Udover at forbedre leveringstiden bidrager flytningen af lagervarerne således også til at nedsætte producentens emissioner ved transporten.
Det er den vej markedet går, og der kommer løbende mere fokus på miljø i hele værdikæden hos materialeleverandører som os. Jeg ser det derfor som værende rettidig omhu at flytte vores varelager nu, så vi bedre kan følge med udviklingen. Forandring er uundgåeligt, når man driver virksomhed – og når det som her kommer på baggrund af kundernes ønsker, er jeg sikker på, at det er den rette vej at gå, afslutter Anne Mette Weng.

Galleri

Event Information