Er du udadvendt, og trives du godt med ansvar?
Din Hjælperordning ApS søger nye handicaphjælpere til en aktiv mand på 34 år i Aarhus, Mads Georgi, der har muskelsvind og får respiratorisk hjælp hele døgnet. Som handicaphjælper for Mads Georgi vil du få et stort ansvar for, at hans hverdag fungerer så problemfrit som muligt. Mads Georgi har brug for al praktisk hjælp i og omkring hjemmet samt al personlig pleje, men ellers er der ingen forskel på dig og ham.
Helt grundlæggende går jobbet ud på at være Mads Georgis arme og ben i det daglige, at være chauffør, holde hjemmet rent og ordentligt, vaske tøj, give ham tøj af og på, børste hans tænder, vaske ham – og meget mere. Det fylder dog måske kun 20 procent af tiden, så den resterende tid er der plads til at lave andre ting – for det meste sammen, men også hver for sig.
Mads Georgi flyttede fra Viborg til Aarhus for et år siden for at prøve noget nyt og udfordre sig selv. Han har bestemt ikke fortrudt det. Han nyder både naturen og nærheden til vandet i sommermånederne samt de mange kulturelle muligheder, som Aarhus tilbyder. Både comedy, koncerter, festivaler og især sport er blandt hans yndlingsaktiviteter.
Sport fylder generelt meget i hans hverdag. Han er assistenttræner for et seriehold i JAI Håndbold, som træner to gange om ugen, men hvor det sociale uden for banen fylder mindst lige så meget. Derudover bruger han også en del tid på at se både håndbold, fodbold og tennis i tv, eller tager ud og ser det live, hvis det er muligt. Alt går dog ikke op i sport. Han sætter også pris på at hygge sig med at lave noget god mad eller se et dokumentarprogram eller hvad der ellers er aktuelt.
Generelt er Mads Georgi en meget åben person, der gerne snakker om stort og småt. Aktuelle samfundsrelevante emner, sport eller noget mere jordnært og personligt er ofte samtaleemner. Han lægger stor vægt på at engagere sig i hjælpernes liv uden for jobbet, da hjælperne automatisk bliver en stor del af hans liv.
Et hjælperjob er dermed ikke ligesom noget andet job, og Mads Georgi kalder derfor ofte jobbet som sin hjælper for et professionelt venskab, fordi det er uundgåeligt, at I kommer tæt på hinanden. Det er derfor også vigtigt for samarbejdet, at I har en god kemi, da I kommer til at tilbringe rigtig mange timer sammen hver uge.
LIDT OM DIG:
- Du har kørekort kategori B, da det er en nødvendighed i jobbet.
- Du kan varetage vågne nattevagter, da der kræves respiratorisk overvågning.
- Du udviser stor fleksibilitet ved sygdom hos kolleger, da det er meget vigtigt for, at Mads Georgi kan have en uhindret hverdag.
- Du er ikke-ryger.
- Du har en god ordenssans og en høj hygiejnestandard.
- Du er udadvendt og har et godt humør.
- Du har en høj selvdisciplin og kan arbejde selvstændigt.
- Du er helst en mand, dog er alle velkomne til at søge.
- Du vil modtage oplæring, så erfaring er ikke et krav.
FAKTA:
Vagterne fordeler sig således, at der er skiftende dagvagter, som enten kan ligge kl. 06-14 eller kl. 14-22 plus/minus nogle timer afhængigt af Mads Georgis aktiviteter. Derudover er der et rul af nattevagter fra mandag til fredag hver fjerde/femte uge.
Mads Georgi har på nuværende tidspunkt et meget velfungerende og homogent hjælperteam på 10 unge mænd. Nogle er på fuld tid, og andre har det som studiejob, men nogle flytter, og andre starter studie henover sommeren, så Din Hjælperordning ApS leder efter to til tre nye hjælpere på fuld tid til teamet.
Stillingen er en fuldtidsstilling, men timetallet vil være lavere på papiret, da der også skal være luft til at dække ind ved sygdom og ferie hos kollegerne.
Grundlønnen er på 159,94 kr./time med tillæg om natten, om aftenen og i weekenderne.
Mads Georgi foretrækker hjælpere, som har mulighed for at varetage jobbet i mindst et år, da det tager noget tid at opbygge et godt samarbejde.
Har du lyst til at være en del af Mads Georgis meget velfungerende team? Din Hjælperordning ApS glæder sig til at modtage en ansøgning fra dig!