KAM til FMCG og detailkæder

Er du en erfaren Key Account Manager med flair for FMCG og detailkæder? RFX+Care i Lystrup søger dig, der vil drive egne kunder uden tung rapportering!

KAM til FMCG og detailkæder

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Moment Professionals søger på vegne af RFX+Care en Key Account Manager til salgsteamet i Lystrup. Moment leder efter en erfaren sælger med tyngde i detail og B2B, som vil følge sine kunder fra første møde, til varen lander hos kunden, uden at bruge tid på cold canvas og tung rapportering.

Din hverdag i RFX+Care

Du overtager en eksisterende kundeportefølje i et tæt parløb med Sales Director Morten Vestergaard, som introducerer dig hos kunderne og først slipper, når du er godt kørende. Kunderne spænder fra supermarkedskæder og apoteker til sportskæder og B2B-kunder. Sagerne ligner sjældent hinanden: Den ene dag sidder du over for en kædeindkøber og forhandler en aftale om medicinsk udstyr til hele Norden, den næste gennemgår du kundens sortiment og finder de varegrupper, der endnu ikke er kommet på hylderne.

Bag dig står et bagland, der er bygget til at lade sælgeren sælge: Produktchefen og marketing leverer analyser og færdige kampagnepakker. Kalkulationerne ligger klar i skabeloner, og indkøb styrer dialogen med fabrikkerne i Litauen og Kina. Din opgave er at holde tråden i projekterne og føre dem i mål hos kunden.

Du rejser 20 til 30 dage om året, typisk korte ture til for eksempel Stockholm, København eller Frankfurt, og sjældent med mere end en enkelt overnatning. På messerne bygger et professionelt standfirma op, så du kan koncentrere dig om kunderne. Din base er kontoret i Lystrup, hvor kollegaerne møder ind og spiser frokost sammen. Kulturen er en voksenkultur med frihed under ansvar og en direkte, ordentlig tone.

For at blive en succes i rollen

Du behøver ikke kende til virksomhedens produktkategorier i forvejen. Det vigtigste er, at du er tryg ved at sidde over for en kædeindkøber og tager ejerskab for kunden hele vejen til levering. Derudover sætter du en ære i at:

  • Drive dine kunder selvstændigt over lang tid og holde gryden i kog med nye varer og ideer.

  • Komme til dine kollegaer med et gennemtænkt løsningsforslag frem for kun et problem.

  • Spørge, når du mangler viden, og bruge de kollegaer, der sidder lige ved siden af.

  • Lukke dine projekter og følge en aftale helt til dørs.

  • Pakke bilen og besøge kunden, når et møde på skærmen ikke er nok.

Fundamentet

  • Du har flere års erfaring med salg og key account management i FMCG eller non-food, bygget på en kommerciel uddannelse eller på tilsvarende faglig tyngde fra praksis.

  • Du har forhandlet med detailkæder på kædeniveau i Danmark eller Norden og kender rytmen i årsaftaler, kampagner og sortimentsskift.

  • Du styrer projekter med mange interessenter og holder overblikket, fra den første vareprøve til varen lander hos kunden. Du kan pege på projekter, du selv har lukket.

  • Du kommer gerne ud til kunderne af egen drift og har lyst til de 20 til 30 rejsedage.

  • Du taler og skriver flydende dansk og forhandler sikkert på engelsk.

Har du arbejdet med private label ind mod store kæder, er det et stort plus. Det er ikke et krav.

Hvad Moment tilbyder

  • Fast løn efter kvalifikationer og erfaring. Lønniveauet oplyser Moment undervejs i samtaleforløbet.

  • Pensionsordning, hvor virksomheden betaler hovedparten af bidraget.

  • Firmabil, fri telefon og internet.

  • Sundhedssikring, der dækker blandt andet kiropraktor og fysioterapeut. Dine børn er omfattet, indtil de fylder 24 år.

  • 25 feriedage og 5 feriefridage. Dertil fri på Storebededag, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

  • Et bagland med produktchef, marketing, indkøb og compliance, der understøtter salgsarbejdet, og en flad organisation med kort vej til beslutninger.

Vil du være med på holdet hos RFX+Care?

Moment Professionals varetager rekrutteringsprocessen på vegne af RFX+Care. Moment evaluerer løbende ansøgninger, og når den rette kandidat er fundet, lukker Moment processen. Moment vurderer din ansøgning hurtigst muligt.

Den videre proces kan omfatte samtaler hos Moment Professionals og RFX+Care, relevante tests og referenceindhentning.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Research Consultant Mathias Kjærsgaard Christensen på makc@moment.dk eller telefon +45 31 63 88 48. Din henvendelse behandles fortroligt.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Moment
Location Icon
Adresse Skæringvej 110, 3., 8520, Lystrup
Calendar Icon
Kontaktperson Mathias Kjærsgaard Christensen
Email Icon
Email makc@moment.dk
phone Icon
Telefon +45 31 63 88 48
Se stillingsopslag